Lisbet Dahls hårde år: Sygdom, jobkaos og død

LÆS OGSÅ: Fem børn med fem forskellige: Her er Lisbet Dahls store kærlighed
Aldrig bliver familiesammenkomsterne igen de samme i familien Dahl.
I begyndelsen af juni mistede revydronning Lisbet Dahl sin ældste datter Louise, som hun fik med skuespilleren Benny Bjerregaard.
Det bekræfter hun over for Her & Nu.
— Jeg har mistet min datter. Det er et enormt og ubegribeligt tab. Det er slet ikke til at fatte, siger hun til ugebladet.

Lisbet Dahl oplyser, at datteren sov stille ind på hospice omgivet af sin familie efter et kræftforløb.
Hun blev blot 59 år og efterlader sig børnene Caroline, 35, Martin, 29, og Josefine på 21.
Tabet af datteren er langt fra Lisbets første tragedie.
I 1981 mistede hun sin mand, Preben Kaas, som kørte i Kalkbrænderihavnen efter et par mentalt udfordrende år.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
– Det er første gang, jeg oplever så stor en sorg i mit liv. En ubegribelig sorg, fortalte Lisbet Dahl i 2023 i TV 2 Charlie-dokumentar ”Lisbet Dahl: Tag mig, som jeg er”.

Særligt de seneste år har været præget af modgang for den ellers muntre latterspreder.
Helbredet svigtede
Man kan ikke sige Cirkusrevyen uden også at nævne Lisbet Dahl.
Siden sin debut i 1974 nåede hun at medvirke i 34 sæsoner i det ikoniske telt på Bakken, men de seneste år var præget af sygdom.
I 2021 tvang tilbagevendende infektioner i kroppen hende ad flere omgange til at blive hjemme fra revyen, indtil hun til sidst blev sygemeldt med stress.
Samme efterår annoncerede hun, at sæsonen 2022 ville blive hendes sidste.
Under afskedssæsonen drillede helbredet atter, og den store farvelsalut blev en undervældende omgang.

Det var egentlig Lisbets ambition at vende tilbage, så snart hun var kommet på højkant, men sådan gik det som bekendt ikke.
– Så melder de helt fra – og så siger de: ”Så behøver du ikke komme overhovedet. Så beholder vi bare din substitut”.
Det blev jeg meget såret over. Det var en trist måde at slutte derude på. Det er der ikke noget at gøre ved.
Så er det godt, jeg kan fortsætte i Tivolirevyen, sagde hun i TV 2 Charlie-dokumentaren ”Lisbet Dahl: Tag mig, som jeg er”.
Hastet til hospitalet
Tivolirevyen nåede dog knapt at få luft under vingerne, før en ny nedtur ramte Dahl.
Kort tid før Lisbet skulle stå på scenen, blev hun hastet til hospitalet grundet åndenød.
Det viste sig, at den hjerteklap, hun havde fået indopereret i 2006 var blevet utæt og skulle skiftes.
Igen måtte Lisbet trække sig fra scenen og lade Lone Rødbroe tage over, og midt i juli kunne hun fortælle, at hjerteoperationen var gået godt.
Der gik dog kun få måneder, før hjertet blev knust.
I oktober samme år mistede hun sin nære ven og revykammerat Ulf Pilgaard.
– Jeg er meget ked af det. Ulf var min livslange ven. Vi har arbejdet side om side siden 1970’erne.
Vi kunne lige så godt have været gift, fortalte Lisbet dengang til SE og HØR.
Nu har hun også oplevet enhver forælders mareridt: At begrave sit eget barn.