Kendte14. juni 2023

Lisbet Dahl om kritik: Gu’ bliver man ked af det

Lisbet Dahl sætter nu ord på de dårlige anmeldelser, der er tilfaldet årets Tivolirevy
Lisbet Dahl sætter nu ord på de dårlige anmeldelser, der er tilfaldet årets Tivolirevy.
Lisbet Dahl sætter nu ord på de dårlige anmeldelser, der er tilfaldet årets Tivolirevy.
 Foto: Hanne Juul Poulsen

Det kan godt være, publikum klapper og hujer. Men anmelderne er bestemt ikke lige så imponerede over årets Tivolirevy. Faktisk er revyen mildest talt blevet slagtet af anmelderne.

Og de hårde ord påvirker da også Lisbet Dahl, der for første gang står i spidsen for forestillingen i Tivoli som instruktør.

– Gu’ bliver man ked af det. Man bliver da pisseirriteret, siger Lisbet Dahl til B.T.

Den 77-årige revystjerne slår dog fast, at hun fokuserer på dem, der er de vigtige: Nemlig publikum:

– Der er stort set udsolgt. Og vi får stående ovationer, når vi er færdige. Publikum er rigtig glade for den, siger Lisbet Dahl til B.T.

Glade kan man dog ikke kalde anmelderne. Langt de fleste af dem har således brugt negative ord til at beskrive årets Tivolirevy:

– Det er en lagkagerevy, hvor der mangler både creme, syltetøj og flødeskum, og hvor bundene forekommer købt i et nærliggende supermarked med fødevarer, der har overskredet sidste salgsdato, skrev Politiken-anmelderen Henrik Palle.

– Tivolirevyen er en maveplasker af en revy. Halvdelen af numrene holder ikke, mener han i sin anmeldelse.

– Showet varer to timer. Det er ikke så lidt for meget, materialet taget i betragtning.

Nogenlunde samme holdning deler Ekstra Bladets anmelder Morten Buckhøj. Han kalder revyen for "tæt på katastrofal" og "med alt for få opløftende momenter".

Foruden Lisbet Dahl består Tivolirevy-holdet af Linda P., Andreas Bo, Carsten Svendsen, Nicolai Jørgensen og James Price, der er kapelmester.

Årets Tivolirevy løber frem til 5. august.

Sponsoreret indhold