Kendte24. maj 2023

Lisbet Dahl i ”Aftenshowet”: - Du ved ikke en skid

Revydronningen Lisbet Dahl gav Kristian Ring-Hansen tørt på i DR’s talkshow tirsdag aften
Lisbet Dahl virkede alt andet end begejstret for Kristian Ring-Hansens spørgsmål i "Aftenshowet" tirsdag aften. 
Lisbet Dahl virkede alt andet end begejstret for Kristian Ring-Hansens spørgsmål i "Aftenshowet" tirsdag aften.
 Foto: Aller Media

Der er mange ting, der kan gå galt, når man laver live-tv.

Lyset i studiet kan slukke, lyden kan ryge og andre tekniske udfordringer, der gør det spændende at være live-vært.

I aftes var det dog Lisbet Dahl, der gav ”Aftenshowet”-vært Kristian Ring-Hansen en arbejdsdag han nok sent vil glemme.

Revydronningen – eller revydivaen fristes man til at sige – lavede således en Ghita Nørby og skældte ham hæder og ære fra for snurrende kameraer.

Lisbet var i studiet sammen med revykollegerne James Price og Nicolai Jørgensen for at promovere Tivolirevyen.

Hen mod slutningen begynder det at gå skævt, da Kristian Ring-Hansen lokker revytrioen med i en ja/nej-spørgerunde og udstyrer dem med papskilte, hvor der på den ene side står ”ja” og den anden side ”nej”.

Lisbet trækker i nejhatten med det samme og viser ”nej”-siden, da Ring-Hansen spørger trioen, om de er friske på at lege med – hun leger dog modvilligt med alligevel.

- Det er, fordi det er fjernsynet, så bliver man nødt til at opføre sig ordentligt, konstaterer hun.

Det mantra glemmer hun dog, da værten stiller det sidste spørgsmål: ”Bliver Tivolirevyen bedre end Cirkusrevyen?”.

James drejer sit skilt rundt mellem ja og nej, mens Lisbet og Nicolai svarer nej.

- Det er, fordi vi er høflige, forklarer hun, hvortil værten følger op med endnu et spørgsmål:

- Men ikke ærlige?

- Vi aner det ikke, siger Lisbet

- Det må I da vide, forsøger værten sig og så bliver Lisbet rasende.

- Du har ikke en skid forstand på det, harcelerer hun og fortsætter:

- Vi har jo ikke samlet det endnu. Det er sammensætningen, der afgør, om det er genialt eller det ikke er.

Det tåkrummende indslag bliver ikke bedre, da Ring-hansen forsøger at lette stemningen med et, synes han selv, muntert spørgsmål.

- Har I ikke samlet det endnu? I ved godt, der er premiere lige om lidt, ikk?, siger Kristian Ring-Hansen og får Lisbet til at tænde af igen.

- Det er revy, det her. Du ved ikke en skid om revy, snerrer hun og forklarer, at de helt frem til åbningsdagen bytter rundt på rækkefælgen og først for alvor kan lægge sig fast på en, når de har prøvet at spille hele molevitten for et publikum.

Helt opgivende bliver revydronningen, da Kristian Ring-Hansen konstaterer, at der bliver meget at lære udenad.

- Hva’? Vi har lært det hele udenad, lyder det, hvortil Ring-Hansen svarer:

- Nåååh, så er der bare rækkefølgen, der mangler.

Mens Kristian Ring-Hansen runder aftenens udsendelse af sidder Lisbet Dahl opgivende og ryster på hovedet ad det, hun lige har været vidne til.

Lad os håbe, at der er større succes, når Tivolirevyen slår dørene op til premieren den 1. juni.

SE og HØR har været i kontakt med Lisbet Dahl, som griner ad episoden.

- Det var bare et forsøg på at være morsom - intet andet, slår hun det hen og understreger, at der ikke er sure miner mellem hende og Kristian Ring-Hansen.

Du kan se episoden til slut i udsendelsen her.

Sponsoreret indhold