Kendte22. marts 2022

Line Kirsten fortæller om forfærdelig lidelse

P3-værten afslører, at hun bliver fysisk dårlig, når folk smasker
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210317-183723-6-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Hader du folk, der smasker?

Du er ikke alene. P3-vært Line Kirsten Nikolajsen gæster P1-programmet ”Hemmeligheder”, hvor hun deler en hemmelighed med vært Sanne Cigale: Hun reagerer kraftigt på folk, der smasker.

”Tværs”-værten har tidligere været åben omkring sine lidelser og slår generelt på tromme for, at vi skal kunne tale om de svære ting, men lige denne hemmelighed og tanken om at dele den med lytterne, giver hende svedige håndflader.

- Jeg er sindssygt bange for, hvordan det skal påvirke, hvordan andre ser på mig. Men nu siger jeg det. Jeg har det rigtig svært med folk, der smasker. Og det er noget, folk godt lidt kan grine af, når man siger, men det er faktisk på en måde, hvor jeg får det fysisk dårligt, når folk smasker, fortæller det 30-årige radioorakel.

Mennesket er som bekendt et socialt væsen, som indtager mange måltider i selskab med andre. Derfor kan misofoni, som lidelsen hedder, være direkte invaliderende for dem, som er ramt af den. Derfor kan dit venskab med Line Kirsten afhænge af niveauet af decibel, når du spiser.

- Det er i en sådan grad, hvor jeg jo desværre må erkende, at jeg kan lide folk, der smasker 10-20 pct. mindre. Så det er selv gode venner, jeg lige pludselig kan mærke, at jeg tager afstand fra, hvis jeg opdager, at de smasker, indrømmer hun.

Radioværten testede sin hemmelighed af på nogle venner dagen før, hun skulle fortælle den i æteren. Og testresultatet var præcis, som hun frygtede.

- Med det samme var der en ved det her bord, der sagde ”jamen, jeg smasker jo”. Og jeg kunne mærke, nu kommer hun til at sidde og være SÅ bevidst om, hvad jeg tænker om hende, og det har jeg ikke lyst til. Den ligger hos mig. Når jeg siger det her højt, så tror folk, at det er dem, den er gal med, men det er det ikke. Det er mig, der er mærkelig, understreger Line Kirsten, som har virkelig dårlige erfaringer med at fortælle den smaskende del af befolkningen, at deres madlyde påvirker hende fysisk.

- Hvis folk straight up smasker med åben mund, så er det, at det går helt galt. Jeg havde en roomie engang, som smaskede i en grad, hvor jeg aldrig kunne spise aftensmad, når hun gjorde. Der forsøgte jeg at sige det, og det gik galt. Og vi snakker ikke sammen i dag – på grund af mange ting, men det her var en kæmpe konflikt. Det var så også en af de situationer, der gør, at jeg aldrig siger det til nogen.

Det er nok de færreste, der betragter smaskelyde, som en symfoni, man ynder at sætte på som baggrundsmusik til sine måltider. Line Kirsten bliver dog ikke blot irriteret, hun mærker det sågar fysisk, når der kommer lyd på madindtaget.

- Jeg får kvalme. Jeg får svært ved at være i min krop. Jeg får svært ved at koncentrere mig om, hvad de siger, fordi jeg kun kan høre den her smasken, som bare bliver større og større, og jeg griner ad mig selv, fordi det er så absurd. Det er, som om det er vokset også – især under min graviditet er det stukket helt af, slutter hun af.

Sponsoreret indhold