Kendte6. august 2020

Line Baun Danielsen i chok over færgetur

Journalist og tv-vært Line Baun Danielsen, 58, mener ikke, at folk forstår alvoren af den stadig tilstedeværende coronapandemi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/line_1.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Ligesom så mange andre danskere har den smukke blonde tv-værtinde Line Baun Danielsen i sin sommerferie være et smut ude i det danske sommerland.

Men én særlig tur efterlod hende i bekymring. Det skriver den erfarne tv-journalist på sin egen blog.

”I min ferie var jeg et smut på Ærø. Det krævede en tur med færgen, og jeg blev ærligt talt chokeret over, hvor dårlige mange er til at holde afstand. Da færgen skulle i havn stimlede folk tæt sammen og masede sig frem uden at respektere den ene meter, som kan betyde så meget,” skriver hun.

Faktisk fik folkemængden 58-årige Line til højlydt at opfordre folk til at skabe plads omkring hinanden.

”Jeg bad selv flere om at holde afstand,” står der videre.

Mere sprit

Tv-værtindens blogindlæg er en påmindelse til læserne om at huske hygiejneråd og afstandsopfordringer, også selvom det kan føles som om, coronaen er på sikker afstand.

”Det bekymrer mig virkelig, om vi forstår alvoren i situationen. Spanien – hvor jeg har to camps i efteråret – risikerer igen at blive lukket land for os om lidt, ligesom det er blevet i Norge og Storbrittanien. Det er på ingen måde sjovt. Det er ramme alvor, og vi skal stadig passe på hinanden!” lyder det fra Line Baun, der har planlagt en fitnesscamp i Spanien til efteråret.

Et arrangement der, ligesom flere af de andre hun lever af, risikerer at blive aflyst.

Udenrigsministeriet har siden torsdag kategoriseret Spanien og Andorra som et orange land, hvilket vil sige, at alle ikke-nødvendige rejser – som eksempelvis fitnessture eller turistrejser – frarådes.

Den coronabekymrede tv-vært har taget en hel masse forbehold, købt mundbind, mere sprit og downloadet smittestop-appen, men alligevel går hun efteråret i møde med en vis flok ”sommerfugle i maven”, som hun beskriver det.

Ærø og andre sydfynske øer satte besøgsrekord i sommeren 2020.

En lørdag i juli kunne lokale medier berette om 6.700 solgte billetter på overfarten til Ærø. Det er det højeste antal nogensinde på en enkelt dag.

Sponsoreret indhold