Line Baun Danielsen afslører: Slut med strålebehandlingerne i dag

Line Baun Danielsen fik i juni den yderst triste besked.
- Jeg fik konstateret brystkræft den 25. juni på min ældste søns fødselsdag. Jeg blev opereret den 8. juli, hvor man fjernede to ondartede knuder og to lymfer. Jeg ventede i tre ufatteligt lange uger på svar fra operationen om, hvor alvorligt det var, og hvad den videre behandling gik ud på, lød det.
Heldigvis var kræftsygdommen opdaget så tilpas tidligt, at hun slap for kemobehandling, men strålebehandling undgik hun ikke.
Til gengæld er der godt nyt på den front.
I dag fredag skal hun nemlig have strålebehandling for sidste gang.

Det fortæller hun i en video på Instagram.
- Jeg tæller ned. Hele den her uge har været monstrøs at komme igennem både mentalt og fysisk. Det har været værre, end jeg havde regnet med.
- Jeg glæder mig bare til, det er overstået. Jeg har været grådlabil. Der har været mange ting, der har drillet i den her uge. Mit humør har ikke helt været med mig, siger hun.
Den tidligere TV 2-vært har fået 14 strålebehandlinger indtil videre.
Fredag venter så den 15. og sidste.