Kendte18. august 2023

Lillian Gjerulf Kretz vender tilbage til TV Avisen

Efter seks år som korrespondent i USA er det blevet tid til at tage endnu en tørn som nyhedsvært på DR1 for Lillian Gjerulf Kretz
Lillian Gjerulf Kretz er snart tilbage på skærmen i bedste sendetid. Fra midten af september er hun ny vært på TV Avisen. 
Lillian Gjerulf Kretz er snart tilbage på skærmen i bedste sendetid. Fra midten af september er hun ny vært på TV Avisen.
 Foto: DR/ Agnete Schlichtkrull

TV avisen bliver et kendt ansigt rigere til september, når journalist Lillian Gjerulf Kretz efter seks år i guds eget land vender retur til Danmark.

Fra midten af september skal hun atter indtage værtsrollen i nyhedsprogrammet i bedste sendetid.

Lillian Gjerulf Kretz har senest været DR’s korrespondent i USA, hvor hun blandt andet har hjulpet danskerne med at blive klogere på det amerikanske valg i 2020.

– Public service-nyhedsformidling har aldrig været vigtigere end nu. Vi lever i en tid, hvor misinformation trives, og demokrati mange steder er under pres. Derfor er det afgørende at vide, hvor man kan finde fakta, man kan stole på. For mig har TV Avisen altid været det anker. Jeg ser frem til at blive en del af den opgave, siger hun selv om sin nye rolle.

Ifølge DR står TV Avisen snart foran en relancering, som skal få nyhedsprogrammet til at fylde mere på DR’s platforme.

– Derfor tilknyttes Lillian Gjerulf Kretz i en fleksibel rolle, og hun vil for eksempel både kunne ses i DR´s TV Avis 18.30, 21.00 og i liveudsendelser i løbet af dagen og aftenen, skriver DR.

Lillian Gjerulf Kretz er uddannet fra Danmark Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Privat dannet hun par med Steffen Kretz, der også er en stor kanon på DR.

Parret blev gift i 2008. Sammen har de to børn. Steffen Kretz har derudover to børn fra et tidligere forhold.

Sponsoreret indhold