Kendte1. februar 2024

Lene Beier har solgt huset: Ville gerne have beholdt det

Det er ikke med Lene Beiers gode vilje, at huset i Dragør er blevet solgt, men nu er hun og familien klar til at forfølge deres drøm
Lene Beier
Lene Beier og familien har efter knap et år fået solgt villaen i Dragør.
 Foto: Gregers Overvad

En æra er om få måneder forbi for Lene Beier, hendes mand Anders og deres to sønner. De har nemlig endelig fået solgt huset.

- 1. Maj flytter vi ud af vores fantastiske drømmehus, som vi købte og ombyggede totalt for 8 år siden, skrive Lene Beier i et opslag på Instagram.

Huset blev sat til salg i maj måned 2023 og efter at have sat prisen ned på deres elskede Dragør-bolig, så er der altså fundet en køber.

Men det er ikke med Lene Beiers gode vilje, at huset nu sælges, skriver hun.

- I skal vide, at hvis vi kunne beholde huset OG forfølge vores drøm om at drive et lille hotel i Alperne, så lejede vi gerne ud i stedet for at sælge. Men vi kan ikke både blæse og have mel i munden! Og vi har elsket at bo her, skriver hun.

Familiens store drøm er nemlig at flytte til et skiområde i Østrig og købe et lille hotel med cirka 20 værelser, som de kan drive sammen som familie.

- Jeg ved, at mange af jer ikke forstår vores beslutning, og det er helt ok (man ved hvad man har….) Men vi kan mærke, at mursten aldrig må stå i vejen for drømme, skriver hun.

Familien har et hotel i kikkerten, men Lene Beier opfordrer følgerne på Instagram til at byde ind, hvis de ser noget spændende til salg.

Parrets hus i Dragør er på 216 kvadratmeter og blev oprindeligt udbudt til 14.995.000 kr. Men efter knap 14 dage på markedet lød prisen nu på 13.800.000 kr.

I september blev prisen sat yderligere ned til 12.800.000 kr. for herligheden med havudsigt til Øresund.

Hvad den endelige pris blev, afslører Lene Beier ikke i sit opslag. Hun forsikrer dog, at hussalget ikke betyder mindre tv og færre delinger på sociale medier.

Sponsoreret indhold