Kendte2. april 2019

Lene Beier bidt af pythonslange i Australien

TV-vært Lene Beier blev på smertefuld vis bidt af en pythonslange under optagelserne til ”Landmand søger kærlighed” i Australien. Efterfølgende valgte hun at forevige oplevelsen med en tatovering
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180604_pg_lene_beier_0204.jpg
 Foto: Peter Grosen

Man skulle ikke tro, det var forbundet med smerte og slangebid at optage de populære ”Landmand søger kærlighed”-programmer.

Med lige netop et smertefuldt slangebid var på programmet, da den smilende TV-vært Lene Beier var i Australien for at optage det populære program med landmænd fra udlandet.

Hun blev således bidt i armen af en australsk pythonslange:

- Det gjorde sgu lidt ondt, for den bider hårdt. En kvælerslange bider jo til, fortæller Lene Beier til SE og HØR.

Mødet med den bidske pythonslange fandt sted i delstaten New South Wales i Australien, hvor Lene Beier besøgte den 29-årige landmand Christian Trojel i forbindelse med programmet ”Landmand søger kærlighed – jorden rundt”.

Her ville hun vise de to singlekvinder, der var rejst downunder for at møde landmanden Christian, at der ingen grund er til at frygte slanger – et dyr der som bekendt er mange af i Australien.

Hun havde derfor allieret sig med en lokal slangefanger, og hun takkede ja til at holde pythonslangen.

Desværre var slangen ikke helt med på legen og bed fra sig.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/lene_beier_1.jpg
 (Foto: Privat)

Sådan så Lene Beiers arm ud dagen efter mødet med pythonslangen. Foto: Privat

- Jeg får den i hænderne og tænker, at jeg lige skal prøve at lægge den rundt om mine skuldre og hals. Og så bed den altså fra sig, fortæller Lene Beier og tilføjer, at hun tog hele affæren med ophøjet ro:

- Den er jo ikke giftig eller noget. Men den bed mig da først i armen og bagefter i min trøje, og det gjorde da lidt ondt, fortæller Lene Beier.

Armen var da også noget rød bagefter.

Hun havde dog en stivkrampevaccination i forvejen, så hun skulle bare lade armen komme sig selv oven på mødet med slangens hugtænder.

Heldigvis er den australske pythonslange ikke giftig, som det ellers er tilfældet med en lang række andre slanger i Australien.

Og det var Lene Beier da også glad for:

- Ellers havde det nok ikke været så udramatisk, siger hun til SE og HØR og tilføjer, at hun ikke er blevet bange for slanger efter mødet med hugtænderne.

Tværtimod.

Hun har nemlig valgt at få tatoveret et meget håndgribeligt minde om mødet med den arrige slange.

På sin arm – på samme sted som slangebiddet – har Lene Beier således fået tatoveret en slange.

- Jeg fik den lavet, da vi kom tilbage til Sydney. Jeg tænkte, at jeg skulle have et minde med hjem om slangen, og jeg synes, at det er en rigtig fed tatovering.

"Landmand søger kærlighed - jorden rundt" får premiere på TV 2 mandag 15. apri.

Sponsoreret indhold