Kendte1. februar 2022

Legenden Lionel Richie melder afbud til Smukfest

Lionel Richie har meldt afbud på grund af bekymringer om corona. Han afløses af en anden amerikaner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/26.03461224.jpg
 Foto: All Over Press

Jeg ringede bare for at sige.... jeg melder afbud.

Mange havde håbet at nyde Lionel Richie på Smukfest. Men det kommer ikke til at ske i denne omgang.

Nile Rodgers erstatter Lionel Richie til årets Smukfestival i Skanderborg.

Det skriver Smukfest i en pressemeddelelse.

På Twitter melder 72-årige Lionel Richie ud, at han har set sig nødsaget til at aflyse sin Europa-turné på grund af corona. Det inkluderer også koncerten på Smukfestival.

- Mens corona og dens varianter fortsætter med at påvirke verden, har jeg besluttet mig for at undlade at afholde min europæiske tour til sommer.

- Det vigtigste for mig er mine fans, band og crews velbefindende. Jeg håber, at I alle forstår, og at jeg ser jer meget snart, når vi engang kan samles på en sikker måde, skriver Lionel Richie på Twitter.

På hjemmesiden oplyser Smukfest, at den havde set frem til at synge med på Richies "All night long". Til gengæld er festivalen glad for at kunne tilføje et så erfarent navn som Nile Rodgers på årets plakat.

69-årige Rodgers, som både er musiker og producer, har gennem karrieren arbejdet sammen med navne som Daft Punk, David Bowie, Duran Duran, Christina Aguilera, Pharrell Williams, Diana Ross, Mick Jagger og Madonna.

Festivalen forventer ikke, at der kommer flere aflysninger, lyder det fra festivalens booker Mikkel Xavier.

- Der kom en fantastisk melding fra Statsministeriet i sidste uge, som frisætter de danske sommerfestivaler. Men musikkens verden er global, og der er mange hensyn, når man planlægger store turnéer.

- Vi forventer ikke flere aflysninger på baggrund af corona og fortsætter bookingarbejdet - hele programmet er færdigt rekord-tidligt i år i midten af april, siger han.

Sponsoreret indhold