Lavede sange med Beyonce og Drake: Nu er han død som 49-årig

Den Grammy-vindende producer Sidney Brown er død.
Det skriver The Sun.
Han blev kun 49 år gammel.
Sidney Brown blev fundet død i sin lejlighed i New York, og årsagen til hans død er endnu ikke offentligt kendt.
NBC skriver dog, at han ifølge familiemedlemmer skal være død ganske pludseligt.
- Han var holistisk og sund, fortæller søsteren Nicole og fortsætter:
- Vi kender ikke til, at han skulle være syg, så det hele er sket meget pludseligt.
Hun fortæller videre, at han altid gjorde meget for at hjælpe yngre kollegaer, der var på vej frem i branchen.
Gennem sin karriere arbejdede Sidney Brown med navne som Drake og Beyonce.
Det var dog for sit arbejde på Ludacris' album "Release Therapy", der udkom i 2006, at han vandt en Grammy. Mere specifikt for at have produceret nummeret "Tell It Like It Is".