Kendte9. august 2022

Lars Ranthe skal være vært på "Zulu Comedy Galla": - Jeg er rædselsslagen

Det bliver den populære danske skuespiller Lars Ranthe, 52, der skal styre løjerne under årets "Zulu Comedy Galla"
Ranthe skal præsentere og styre løjerne, når toppen af dansk comedy skal fejre sig selv torsdag den 1. september 
Ranthe skal præsentere og styre løjerne, når toppen af dansk comedy skal fejre sig selv torsdag den 1. september
 Foto: Magnus Ekstrøm/ TV 2

Zulu Comedy Galla plejer at være garant for mindeværdige øjeblikke, optrædener vi husker, samt sketches eller taler der går mere eller mindre viralt.

Hvem husker for eksempel ikke Nikolaj Lie Kaas’ og Rasmus Bjergs ”Fugt i fundamentet”, Annika Aakjærs ucensurerede sang om menstruationens trælse anden dag? Eller hvad med Sofie Lindes skelsættende tale, der satte gang i en sand lavine, og skrev sig ind i Danmarkshistorien?

Snart vender Zulus store fejring af den danske morskabsindustri stærkt tilbage med det årlige show i Operaen i København.

Og det bliver skuespiller Lars Ranthe, der skal føre publikum og seerne gennem aftenens show.

Det skriver Zulu i en pressemeddelelse.

Spændt men rædselsslagen

Jobbet i Operaen bliver første gang i hans lange og alsidige karriere, at Ranthe indtager rollen som vært:

- Det er første gang, at jeg prøver kræfter med værtsrollen. Jeg blev nærmest lam i kroppen, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på ”Zulu Comedy Galla”, men det har altid været en vigtig guideline for mig, at når noget er farligt, så er der noget at lære, og her kan man kan bryde sine egne grænser og klicheer. Så her er jeg med bævrende hjerte. Jeg glæder mig helt vildt og er samtidig rædselsslagen, siger Lars Ranthe.

Lars Ranthe kender de fleste nok bedst for hans mange roller på dansk film.

Han har været stuntmand i "Gummi Tarzan"-filmen, vundet en Oscar for "Druk", spillet rockerkonge, spillet Grosserer Madsen i "Badehotellet", spillet Keld Petersen i "Dirch"-filmen, han er god til redskabsgymnastik, han spiller eminent guitar, han synger vidunderligt, og han er en legendarisk breakdanser. Og Lars har faktisk medvirket tidligere i "ZULU Comedy Galla", da han i 2012 sang og spillede Phil Collins-nummeret ”In the air tonight”, som Nikolaj Lie Kaas dansede ømt til.

Til "Zulu Comedy Galla 2022" får vi glæden af hans improvisatoriske talent, hans skarpe humor og hans lidt utilregnelige facon:

- Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en god og sjov aften, hvor vi får noget at grine af, for det trænger vi sgu til. Jeg håber, at jeg er bare lidt sjov, og at jeg ikke står for meget i vejen for de rigtig sjove, som hele aftenen jo handler om. Hvis det hele kuldsejler, kan jeg jo tage mig en voksenuddannelse bagefter. Som damefrisør, slutter Lars Ranthe.

Ud over masser af god underholdning og live sketch på scenen skal også priserne "Årets komiker" og "Talentprisen" uddeles ved "ZULU Comedy Galla". De nominerede afsløres senere i august.

Årets "Zulu Comedy Galla" løber af stablen torsdag den 1. september. Der kan købes billet til arrangementet her.

Sponsoreret indhold