Lars Ranthe har genfundet København: - Man tænker "hold da kæft"

Danskerne valfarter i sommerferien til udlandet for at søge højere temperaturer og mere sol, end de kan få herhjemme.
Men det har ikke været tilfældet for den danske skuespiller Lars Ranthe. Han har haft en sommer hjemme i Danmark, og det har været en oplevelse for ham.
- Jeg har haft fri og været en del i København. For første gang i mange år har jeg brugt København. Jeg har kørt rundt med min familie og gået på restauranter og badet, fortæller Lars Ranthe til SE og HØR, der møder ham på den røde løber til Biografklub Danmarks 30-års jubilæum.
- Det har faktisk været skide hyggeligt. Nogle gange opdager man sin by igen på en måde, hvor man tænker "hold da kæft"
Specielt opdagelsen af nye restauranter, der har været en åbenbaring for skuespilleren og familien, mens det også har været interessant for ham at ligge mærke til, hvordan København har ændret sig de seneste 20 år.
Derudover har han og familien tilbragt tid i deres sommerhus.
Om en uge tager han til Kenya, hvor han skal ned og se nogle af de projekter, som PlanBørnefonden laver - en fond, som han har været ambassadør for i en del år.
Lars Ranthe er lige nu aktuel i filmen "Rejseholdet", hvor han har en lille rolle, mens han har en stor rolle i Pernille Fischers "Vores Løfte".