Lars Høgh: - Jeg har det meget godt
En af gæsterne til Nicolai Laudrup og Sofie Sandbergs bryllup lørdag var målmandslegenden Lars Høgh.
At han er med til bryllupsfesten Sølyst i Klampenborg sammen med hele Laudrup-slænget ligger helt lige for - han har nemlig kendt brudgommens far, Brian Laudrup, længe.
- Michael og jeg har jo spillet sammen i mange år. Så det er rigtig, rigtig mange år, vi har kendt familien. Det er superfedt at være sammen, sagde Lars Høgh.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Lars Høgh og hustruen Tine. (Foto: Mikael Rieck)
I mandags meldte DBU ud, at den 62-årige målmandstræner havde fået et tilbagefald i sin kræftsygdom. Sygdommen ønskede Lars Høgh dog ikke at kommentere direkte på, da der var en kærlighed mellem to nygifte, der skulle fejres.
- Det er glædens dag. Men I kan jo se, at jeg har det meget godt, siger han alligevel til den fremmødte presse.
Skulker ikke
Lars Høgh blev i 2018 ramt af kræft i bugspytkirtlen.
På et tidspunkt så det næsten ud til, at han var sluppet af med sygdommen, men han måtte dog tilbage i kemobehandling igen i 2019.
Da det kom frem i mandags, at Lars Høgh havde fået et tilbagefald, var det i forbindelse med landsholdssamlingen, hvor han er måltræner.
- Jeg vil lige sige, i forhold til det med landsholdet, at det har slet ikke været meningen, at jeg skulle med til Færøerne alligevel.
- Så jeg skulker ikke fra noget, siger Lars Høgh med humor i stemmen.
At Lars Høgh skal til bryllupsfest lørdag aften, holder ham dog ikke fra at følge med, når herrelandsholdet skal spille kamp, forsikrer han.