Kendte13. november 2021

Lars Høgh har trist nyt: Kun måneder tilbage

Landsholdets målmandstræner Lars Høgh har fået en dyster prognose om sin kræftsygdom
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Målmandslegenden Lars Høgh fik en nedslående prognose, da han bad en af landets førende kræftlæger fra Odense Universitetshospital om "et klar svar" på sin uhelbredelige kræftsygdom.

- Vi taler ikke år, men måneder, Lars, svarede lægen, fortæller den 62-årige Høgh i dag til Avisen Danmark.

Lægen tilføjede dog også:

- Men du har jo snydt os før, og det kan du gøre igen. Dit svar er lige så godt som mit.

Sådan blev han ramt

- Lars Høgh fik konstateret sygdommen i august 2018 og reagerede i første omgang godt på kemoterapien, som ellers kun hjælper 20 procent af dem med denne kræftform.

- Siden fik han dog tilbagefald, men han har alligevel været i stand til at passe sit job på landsholdet ved nogle samlinger.

- Høgh kan aktuelt ikke tåle mere kemoterapi, men håber at blive i stand til det igen.

Levet længere end ventet

Lægen hentydede blandt andet til, at Lars Høgh allerede har overlevet længere end de fleste, der bliver ramt af den form for kræft i bugspytkirtlen.

- Jeg har levet tre et halvt år nu med det her, og alle siger, at det er mindst halvandet år mere, end de havde regnet med, siger Lars Høgh.

På grund af sygdommen er Lars Høgh ikke i stand til at være en del af den aktuelle landsholdssamling som målmandstræner, og han har også måttet droppe det træningsprogram, han har gennemført hver morgen, uanset hvor han var i verden.

Laver ingenting

Det inkluderede blandt andet 300 mavebøjninger, 30 rygstræk og 3 gange 15 armbøjninger, fortæller Høgh, der også har måttet droppe sine løbeture.

- Lige nu laver jeg ingenting. Jeg kan ikke en skid, og det er frustrerende for en gammel sportsmand.

- Men jeg satser på at komme til det igen på et tidspunkt. Det skal være mit lille mål, men jeg skal bare have noget mere energi, siger Høgh i interviewet.

Han udgiver i næste uge bogen "Der er antal på alt", hvor han fortæller åbent om sit sygdomsforløb.

Sponsoreret indhold