
Lagkagehuset-stifter Ole Kristoffersen sælger hus: Kræver 200 mio. kr.

LÆS OGSÅ: Danmarks dyreste hus solgt for 150 millioner kroner
200.000.000 kroner.
Så meget skal du betale, hvis du vil overtage den villa på Strandvejen, som netop et kommet til salg.
Boligen fremgår i skrivende stund ikke offentligt, men både Wall Street Journal og Børsen har fået bekræftet, at hjemmet er sat til salg for den svimlende pris.
Til førstnævnte siger Ole Kristoffersen, at de ikke har travlt med at få solgt hjemmet, som mægleren Ivan Eltoft Nielsen står for salget af.
- Vi har kun lige startet processen, siger han om salget af huset, som han beskriver som det sted, han har boet længst tid.

Han fortæller, at han både elsker det om sommeren og om vinteren , og det kan man måske godt forstå, når man ser de billeder, som The Wall Street Journal har fået lov til at bringe.
Huset er tegnet af Arne Jacobsen i 1956. Der er seks soveværelser og en kæmpe grund på 8500 kvadratmeter, der både har swimmingpool og privat tennisbane.
Lykkes det Lagkagehuset-medstifteren at få de 200 millioner kroner, vil det med afstand være den dyreste bolighandel, der har været i Danmark.
Det dyreste hus indtil nu var i 2020, hvor det blev solgt for 150 millioner kroner. Dengang var det også Ivan Eltoft Nielsen, der stod for salget.

Og det vil formentlig også være en ganske god forretning for Ole Kristoffersen, som har ejet huset siden 2009. Dengang betalte han 50,5 millioner kroner for at overtage hjemmet, ligesom han i 2016 købte nabogrunden for 11,7 millioner kroner.
Ole Kristoffersen mangler dog formentlig ikke penge. I sit personlige holdingselskab har han en egenkapital på 303 millioner kroner. Formuen blev især grundlagt, da han stiftede Lagkagehuset med Steen Skallebæk i 2008 og siden frasolgte.
