Læs det gribende interview med Benjamin: Jeg har planlagt min begravelse

Benjamin Sørensen blev 23 år gammel. Han begraves fredag den 30. december.

Familien har frabedt sig blomster. I stedet ønsker familien, at pengene doneres til Vilslevgruppen (link fjernet), som var en stor hjælp for ham, og som er det for andre unge med organsvigt.

Det fremgår af mindeordene fra Benjamins håndboldklub.

Læs det rørende interview med Benjamin i sin fulde længde under opslaget.

Dette interview blev bragt i Ude & Hjemme i juni 2022.

Mørket har sænket sig over familiens hus i Nyborg, og 19-årige Benjamin har de sidste timer ligger afslappet i sengen, mens en serie har rullet over telefonens skærm. Men pludselig falder fjernbetjeningen ud af hans hånd. Han kan mærke, at hånden sover, men han slår det hen med, at han har ligget på den samme måde i mange timer. Han lægger han sig til at sove, og da han rammer drømmeland, er han uvidende om, at hans liv er i alvorlig fare.

– Da jeg stod op næste morgen, havde jeg svært ved at stå oprejst. Jeg hang i min venstre side. Det var lidt mærkeligt, men jeg skulle alligevel på sygehuset den dag, så jeg tænkte, at jeg eventuelt lige kunne spørge dem, fortæller 23-årige Benjamin Sørensen fra familiens hus i Nyborg.

Blev forpustet

Når Benjamin husker tilbage på sin barndom, beskriver han den ’som alle andres’. Selv om han var født med et hul i hjertet, har det aldrig begrænset ham. Håndbold på eliteplan, svømning og daglige ture på cykel eller rulleskøjter til skole var en del af hans hverdag. Han var ofte den, der kom med en kæk bemærkning i klassen, og han var altid med på den værste sammen med vennerne. Men i de spæde teenageår begyndte han at blive mere forpustet til trods for, at han burde have en god kondition. Lægerne slog det gentagne gange hen som astma, men da han var til sit årlige rutinetjek med sit hjerte, kunne lægen høre en mislyd. Efter en undersøgelse var dommen klar. Benjamin havde for højt tryk i lungerne.

– Det var selvfølgelig en hård besked at få, og senere var der også snak om, at jeg en dag skulle transplanteres på et tidspunkt, men jeg havde jo et liv, der skulle leves, fortæller Benjamin, der skulle tage tre piller om dagen og fortsatte ellers sit liv, som han plejede.

Han dyrkede sport, og da tiden kom til, at alkohol og byture blev en del af weekendprogrammet, var han aldrig bleg for at blive ved til den lyse morgen. Han blev hentet af sine forældre, når han havde drukket for meget, og han vidste, at hans venner var ved hans side, hvis han fik det dårligt.

– Vi skulle en aften i byen i Odense, og der var et par kilometer ind til centrum. Jeg sagde, at jeg ikke kunne gå så langt, men mine venner sagde, at vi bare tog det i mit tempo. Så selv om det tog flere timer, var der ingen, der brokkede sig, og så fik vi også drukket alle vores øl på vejen, smiler Benjamin.

Forstørret hjerte

Efter folkeskolen begyndte han på tømreruddannelsen. Der blev stillet krav til hans fysisk, og i løbet af en arbejdsdag havde han ofte høj puls.

– Jeg gik enormt meget op i min uddannelse, men jeg kæmpede hver dag med at få vejret. Derfor var jeg også virkelig udmattet, når jeg havde fri, forklarer Benjamin.

På et tidspunkt havde han så svært ved at få vejret, at han blev indlagt. Det viste sig, at hans iltning var på 48 procent, hvor den normalt skulle være på 100. Samtidig viste en scanning, at hans hjerte var forstørret med fire centimeter.

Alligevel var Benjamin ikke klar til at give op. Allerede ugen efter var han tilbage på arbejde, og da han senere begyndte på uddannelsen som bygningskonstruktør, vidste han godt, at det kunne blive en udfordring.

Bare to uger efter, at han var begyndt, mærkede han den lammende fornemmelse i venstre side. Da han satte sig ud i bilen for at køre til Aarhus Hospital, hvor han havde en aftale på grund af hans stemmebånd, kunne han næsten ikke skifte gear. Deres umiddelbare reaktion var, at der var en nerve, der havde sat sig i klemme, men da de alligevel valgte at give Benjamin en ct-scanning, kunne han se alvoren i personalets ansigter.

Det viste sig, at Benjamin havde fået en blodprop i hjernen på grund hans hjertesygdom, og han blev kørt på operationsbordet med det samme.

– Jeg kan huske, at min mor sad ude i venteværelset, og det hårdeste var, at hun sad helt alene og ikke vidste, om jeg ville vågne igen. Det var egentlig mest det, jeg tænkte på, fortæller Benjamin.

Det var på det tidspunkt, at det gik op for ham, hvor alvorlig hans tilstand var. Transplantation havde været på tale flere gange, men for Benjamin var det stadig noget, der lå langt ude i fremtiden.

Depression ramte hårdt

Benjamin prøvede stædigt at holde fast i hverdagen. Der gik mindre end en uge, før han var tilbage på arbejde, men det viste sig, at hans krop var for belastet. Derfor var en stor sorg, da han måtte stoppe sin uddannelse. En depression ramte ham med 100 kilometer i timen, og fra at være aktiv og social de fleste timer i døgnet, sad han hjemme i familiens hus med et tungt sind.

– Jeg havde nok prøvet at skubbe det alvorlige i min situation væk. Da det så indhentede mig, blev jeg nødt til at se i øjnene, at der var en risiko for, at jeg kunne dø. At jeg aldrig ville komme til at opleve det samme som mine venner, og det kunne godt få mig til føle mig ensom og trist, forklarer Benjamin, der brugte tid på at bearbejde sine følelser.

Langsomt fik han det bedre psykisk, og sidste år kom han på transplantationslisten, da lægerne kunne se, at hans tilstand var forværret.

I dag finder han ro i, at han har gjort alle forberedelser, hvis han skulle dø. Hans ven skal blandt andet bygge hans kiste, og der skal synges julesange i kirken. Han har også brugt en del tid på at skrive afskedsbreve til de mennesker, han elsker, og han har lavet små videoer til sine søskende, som de kan kigge på, når de savner ham.

Glæder sig på andres vegne

– Det er vigtigt for mig, at de ved, hvor meget de betyder for mig. At de gerne må være kede af det, og jeg er taknemmelig for, at jeg har haft dem i mit liv. At de aldrig må give op på deres drømme. Til min søstre har jeg sagt, at fremtidige kærester skal godkendes af mine venner, griner han.

Selv om Benjamin stadig er den samme fyr, der ofte kommer med en kæk bemærkning, har han skruet lidt ned for tempoet. Han har fundet ro i sit eget selskab og udover at være hjælpetræner for unge håndboldtalenter, træner han selv og er sammen med vennerne. Han er kommet til et punkt, hvor det ikke længere giver et stik i maven, når vennerne opnår nye mål i livet. Tværtimod.

– Jeg bliver oprigtig glad, når jeg kan se, at folk omkring mig får børn, kærester eller bliver færdige med en uddannelse. På en måde smitter deres glæde af på mig, og jeg lever lidt igennem dem, fortæller Benjamin.

Han ved ikke, hvornår telefonen ringer med en ny lunge og et hjerte, og han tænker heller ikke så meget over det i hverdagen. I stedet prøver han at finde glæden i de små ting. Når han har energi til at få støvsuget sit værelse, foldet tre par sokker, eller bliver hentet af hele vennegruppen.

Vil hjælpe andre

Han håber, at han en dag kan hjælpe andre unge, for han har kontakt med en del, der, lige som ham, venter på en transplantation og kan se, hvor meget de kæmper.

– Hvis jeg en dag kan bruge den her erfaring til noget, ville det være superfedt. Men bare det at hjælpe andre, giver mig rigtig meget.

Få kilometer fra Benjamins hjem i Nyborg, har han et særligt sted. I udkanten af skoven og med udsigt over Storebælt sidder han jævnligt med sine venner og snakker om stort og småt, mens de kigger ud over vandet. Det samme gør han nogle gange alene, når hovedet skal tømmes.

– Det er et sted, og der er fyldt med så mange minder. Jeg håber jeg virkelig, at vi mange år endnu vil komme her.