Kendte7. december 2023

Lærke Winther troede hun blev blind: I stedet var hun kommet i overgangsalderen

Overgangsalderen er virkelig ikke sjov. Det sætter DR fokus på i nyt program, hvor kendte danske kvinder - herunder Lærke Winther - fortæller om deres erfaringer
Lærke Winther havde nogle helt andre forestillinger om overgangsalderen, før hun selv kom i den. 
Lærke Winther havde nogle helt andre forestillinger om overgangsalderen, før hun selv kom i den.
 Foto: Pineapple Entertainment/Frederik Rothaus

Mange tænker nok hedeture, når samtalen falder på overgangsalderen. Men listen over symptomer er dog meget længere.

Irritabilitet, træthed, hukommelsesbesvær, søvnproblemer, hjernetåge, vægtøgning, øget tissetrang og vaginal tørhed er blot nogle af de gener halvdelen af jordens befolkning render ind i, når overgangsalderen starter.

For skuespiller Lærke Winther, 48, begyndte det hele i det ene øje, fortæller hun i DR-programmet ”Velkommen til overgangsalderen”, som har premiere i dag, torsdag.

”Jagtsæson”-stjernen sidder og læser op fra førnævnte liste, og da hun kommer til punktet ”tørre slimhimder”, stopper hun op:

- Ah… Faktisk startede det hele for mig med, siger hun, kniber det ene øje sammen og fortsætter:

- Tørt øje.

Lærke vågnede en nat og opdagede, at det ene øjenlåg var klistret fast.

- Så blev jeg bange og tænkte: ”Jeg bliver blind nu”, siger hun og holder sig for øjet, mens hun skriger.

Blind blev hun dog ikke. Hun tog til øjenlægen, som med henvisning til hendes ”fremskredne” alder kunne forsikre hende om, at det blot var et tilfælde af tørre slimhinder.

Et andet symptom på menopause er tilbagevendende urinvejsinfektioner.

Det kan manuskriptforfatter Dorte Høgh sætte flueben ved.

- Bare jeg så på en pikkemand, som det jo hedder, så fik jeg blærebetændelse, lyder det bramfrit.

Udover Lærke Winther og Dorte Høgh medvirker også Mette Horn, Trine Pallesen, Trine Gadeberg, Nanna Winther, Ditte Okman, Gun-Britt Zeller, Stine Bosse, Cecilie Hother, Lone Hertz, Line Baun Danielsen, Mette Bloch og Søs Egelind. Derudover er Anders Lund Madsen også med.

”Velkommen til overgangsalderen” kan ses nu på DRTV eller i aften på DR 1 klokken 21.25.

Sponsoreret indhold