Kendte24. marts 2020

Lady Gaga med dårlig nyhed til fans

Det er ikke længe siden, at ”Pokerface”-sangeren markerede sit kommende album med et nøgen fotoshoot. Nu fortæller hun nemlig, at albummet ikke udkommer som planlagt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lady_gaga_trist_nyhed.jpg
 (Foto: MEGA)

Lady Gaga-fans verden over må væbne sig med tålmodighed.

Det længe ventede album ”Chromatica” kommer nemlig alligevel ikke på gaden den 10. april, som ellers var planlagt.

Den kedelige nyhed deler Lady Gaga med sine fans i et opslag på Instagram.

Men først kommer hun med en kærlighedserklæring til sine mere end 40 millioner følgere på det sociale medie:

- For det første vil jeg lige sikre mig, at alle har det godt og sørger for at distancere jer socialt. Jeg tænker på jer alle sammen, skriver Lady Gaga og kommer med den triste nyhed:

- Jeg vil gerne fortæller jer, at jeg efter mange overvejelser har taget en meget hård beslutning om at udskyde datoen for ”Chromatica”. Jeg kommer med en ny 2020-dato snart.

Sangeren forklarer videre, at det er verdenssituationen med den smitsomme coronavirus, der har sat en stopper for den kommende udgivelse af albummet, fordi det ”ikke føles rigtigt” at udgive albummet midt i den ”globale pandemi”.

Den succesfulde sanger, med det borgerlige navn Stefani Joanne Angelina Germanotta, ønsker i stedet, at vi alle lægger fokus et helt andet sted i disse tider:

- Jeg foretrækker, at vi bruger tid på at fokusere på at finde løsninger, forklarer hun.

- Det er vigtigt for mig, at opmærksomheden er på at få fat i nødvendigt medicinsk udstyr, sørge for at børn, som er afhængig af at få mad i skolen, får den hjælp, de har brug for, og at vi hjælper dem, som er påvirkede økonomisk af denne pandemi.

Det lader altså til, at Lady Gaga-fans, ”Little Monsters”, må holde øjne og ører åbne omkring udgivelsen af ”Chromatica”.

Sponsoreret indhold