Kendte1. april 2020

Kylie Jenner går i krig mod coronavirus

Det kan på mange måder godt betale sig at være indehaver af en enorm makeupvirksomhed. Kylie Jenner bruger nu sit milliardimperium på at kæmpe mod coronavirus
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kylie_4.jpg
 Foto: MEGA

Den 22-årige makeup-milliardær og realitystjerne donerede i sidste uge næsten syv millioner kroner som skulle sørge for udstyr til hospitalsmedarbejdere, men Kylie Jenner er ikke færdig med at hjælpe.

Tirsdag kunne Kylie gennem en pressemeddelelse fortælle, at hun og moderen, Kris Jenner, har indgået et samarbejde med virksomheden Coty.

Samarbejdet skal sikre, at det er muligt for Kylies ene virksomhed, Kylie Skin, at fremstille håndsprit til hospitaler i Californien.

Den specielt fremstillede håndsprit vil desuden også have en helt særlig besked, der følger med hver flaske. Her vil der nemlig stå:

- Dedikeret til krisereaktionsberedskabet, der arbejder for at opretteholde vores samfund.

Og inden Kylie-fans får krise over, at det potentielt ikke vil være muligt at få fingrene i nye produkter fra realitystjernens brand, så bare rolig. Det bliver nemlig Cotys fabrikker, der kommer til at producere håndspritten, således at Kylies fabrikker ikke vil blive ramt.

Kylie har flere gange bedt sine mere end 168 millioner Instagram-følgere om at blive hjemme i karantæne for at undgå spredningen af coronavirus.

USA er lige nu det sted i verden, der tæller flest smittede. Onsdag aften dansk tid var tallene for antal smittede på 207.535, mens 4.609 amerikanere har mistet livet.

I Danmark tæller vi lige nu 3.107 smittede, mens 104 er døde.

Sponsoreret indhold