Kurt Ravn om Søs Egelinds exit: - Det tog vi til efterretning

LÆS OGSÅ: Ingen farver i Tivoli Revyen: Derfor har de sort på
Fire blev til tre, da Søs Egelind tidligere på året meldte ud, at hun trak sig fra Tivoli Revyen.
Til stor ærgrelse for hele holdet, men i særdeleshed for Kurt Ravn.
Da de fire navne i efteråret blev afsløret, fortalte han til SE og HØR, at han så frem til at arbejde sammen med sin mangeårige ven.
Det bliver der ikke noget af i denne omgang.
Og det ærgrer Ravn.
- Ja, det gør det da, men det var hendes valg. Og Søs er stadig min gode ven. Hun har valgt det, hun gjorde – at stå af. Det gode er, at hun ikke valgte at stå af lige før premieren, siger han, da SE og HØR møder ham til pressemødet tirsdag eftermiddag.
”Matador”-legenden lægger ikke skjul på, at det kom som lidt af et chok, at Søs hev i nødbremsen og steg af toget.
Han kender ikke Søs’ bevæggrunde for at kvitte revyen, andet end at hun har villet noget andet end det, hun kunne fornemme i teksterne.
- Det tog vi til efterretning, og så arbejdede vi videre.
En person mindre betyder flere tekster at memorere udenad og flere kostumeskift undervejs.
- Der er rigtig mange, og det skal gå rigtig stærkt.
- Det er jo sådan de første gange man skal skifte, at man tænker ”uha, det kan jeg da ikke nå”, men så bliver man bedre og bedre til det. Vi har også gode påklædere, der hjælper os – ellers ville det være umuligt, forklarer han.
Lige nu arbejdes der på højtryk for at blive klar til premieren den 5. juni.
Men hvad gør det, når arbejdet føles som en leg?
- Vi har det rigtig sjovt sammen. Der er ikke en dag, hvor vi ikke griner. Vi har en god kemi, det er så dejligt, slutter Kurt.