Krypto og kroner: Zobel-brødrene leger med arven

Nicolai og Alexander Zobel er født ind i Danmarks førende jetsetfamilie med dyre adresser og med tætte forbindelser til kongehuset, kulturlivet og erhvervslivets top.
I sommer fik familien Zobels kulørte side en opfriskning, da 31-årige Nicolai Zobel giftede sig med Hannah Bülow Hovmand, 26, som ved vielsen skiftede efternavn til Zobel.
At brudens 87-årige farmor er tidligere stripper, og at brudens heftigt tatoverede far førte sin datter gennem kirken iført kilt fik næppe nogen af bryllupsgæsterne til at løfte brynene.


For Zobel-klanen har mere end nogen andre været involveret i kulørte historier, der både omfatter trekantsdrama, skilsmisser, alkoholmisbrug, vilde fester, konkurs, kæmpebøder, cv-fusk, spritkørsel og ja, en tragisk trafikulykke, hvor Nicolaj og Alexanders far Peter mistede sin første kone. Et par år senere døde Peter Zobels multihandicappede datter Josephine. Hun blev seks år.
Nicolai Zobel og hans 33-årige storebror Alexander, der i højde er den mindste af de to, gør deres bedste for at forvalte deres del af den arv, som brødrenes far – godsejer og tidligere Codan-chef Peter Zobel – efterlod ved sin død i 2017.

Sammen med deres halvsøstre Rigmor, Sarah og Caroline arvede de bl.a. Bækkeskov Gods på Sydsjælland samt et butikscenter i Helsingør. Godset blev solgt for 131 mio. kr., hvilket var mere end det dobbelte af købsprisen. Butikscenteret blev solgt til Coop med en fortjeneste på over 100 mio.kr.

Brødrene plejer deres formuer ved at investere i nye lovende virksomheder.
– Jeg er medejer af Aventures Fund, som investerer i tech-startups, siger Nicolai Zobel, som ejer 7,5 procent af selskabet.
– En af de virksomheder, som vi har investeret i og som er kommet rigtig godt igang, er en online-psykolog-hjælp, hvor man 24 timer i døgnet har mulighed for at tale med en psykolog.

I regnskabet for dit holdingselskab, står der, at du har investeret i kryptovaluta?
– Det gør jeg ikke mere. Men det er rigtigt, at jeg har lidt. Men det er bare for at være med, hvis det pludselig stikker fuldstændig af, forklarer Nicolai Zobel, som ifølge regnskabet har kryptovaluta til en værdi af ca. 100.000 kr.

I Aventures Fund, som Nicolais søskende, undtagen Rigmor, også er medejere af, var der i 2024 et overskud på 35 mio. kr. I 2023 var der et underskud på 75 mio. kr.
Det er nemlig ikke uden risiko at beskæftige sig med investeringer.


Bryllupsrejse til Japan
Selv om der er rigeligt af dem, er penge er ikke alt.
– Vi tager snart på en honeymoon til Japan. Der har vi aldrig været før, siger Nicolai Zobel, som i sommer sammen med sin nykårne hustru holdt en lille ferie hos Sarah Zobel på Mallorca.
– Vi venter lidt med børn. Hannah er kun 26, så vi har tid nok. Desuden er hun ved at starte en virksomhed, der sælger kjoler, så der er nok at se til, lyder den afsluttende replik fra Nicolai Zobel.

Farverig og fræk farmor
Dorte Bülow, 87, som er farmor til Nicolai Zobels kone Hannah Bülow Hovmand – nu Hannah Zobel, kalder sig selv ”en fræk liderlig kælling” i DR’s serie ”Sådan bliver du en vild type. I det første af fire afsnit opfordrer hun sit barnebarn til at følge sine drømme og prøve nogle ting af i livet og ikke bare være ”Nicolais kone”.
Selv har Dorte aldrig været bange for noget og som ung rejste hun til Paris og arbejdede som nøgendanserinde. Her kyssede hun med Hollywood-stjernen Marlon Brando. Da hun vendte hjem til Danmark blev hun ansat i Spies Rejser og var i en længere periode kæreste med Simon Spies.
Men hun giftede sig med en reklamebureau-direktør og sammen overtog de den populære restaurant Sans Souci på Frederiksberg, som var popstjernen Cliff Richards foretrukne spisested, når han besøgte Danmark. Efter mere end tre årtier solgte Dorte i 2013 Sans Souci.