Kendte17. oktober 2023

Kræftramte Sam Neill deler dårlige nyheder: Kemoterapien virker ikke

Det ser rigtig skidt ud for "Jurassic Park"-stjernen, der tilbage i marts blev diagnosticeret med leukæmi i stadie tre
Sam Neill at the 'Blackbird'
Sam Neills behandling for kræft går rigtig skidt, men han frygter ikke døden, siger han i nyt interview.
 Foto: Clemens Niehaus/AP/Ritzau Scanpix

Det går rigtig skidt for skuespilleren Sam Neills helbred.

"Jurassic Park"-stjernen afslørede tilbage i marts, at han var blevet diagnosticeret med leukæmi i stadie tre, og nu deler han endnu mere tragisk nyt.

I et nyt interview fortæller han nemlig, at kemoterapien ikke virker.

Det skriver ABC News.

Ifølge Sam Neill stoppede kemoterapien med at virke blot tre måneder efter, han påbegyndte behandlingen.

Lægerne forsøger nu at behandle ham med forebyggende kræftmedicin, der skal holde sygdommen hen så længe som muligt.

Indtil videre går denne behandling godt for den 76-årige skuespiller, men ifølge lægerne vil behandlingen stoppe med at virke på et eller andet tidspunkt.

For nu er det dog den, der holder ham i live, og derfor forsøger han at tænke så lidt som muligt på døden, siger "Jurassic Park"-stjernen.

- Jeg ved, jeg har det (kræft, red.), men jeg er virkelig ikke interesseret i at tænke på det. Det er ude af min kontrol.

- Hvis man ikke kan kontrollere det, så lad være med at lade dig påvirke.

Sam Neill siger videre, at han er forberedt på, at han skal dø, men understreger samtidig, at han "på ingen måde" er bange for døden.

Sam Neill får sin medicin via et drop hver anden uge og erkender, at det er en rigtig hård omgang.

Han bliver således "deprimeret" hver eneste gang, og medicinen får ham til at føle, at han har "kæmpet ti runder mod en bokser".

Den følelse varer ved i cirka fire dage, hvilket betyder, han efter hver behandling har ti dage til at nyde livet, før han skal have næste omgang medicin.

- I de ti dage kunne jeg ikke føle mig mere i live eller mere glad over at kunne trække vejret og se på vores blå himmel, siger han.

På trods af sin alvorlige sygdom nægter Sam Neill at lægge skuespillet på hylden. Han er således i gang med optagelserne til filmen "Aplles Never Fall" og sæson to af miniserien "The Twelve".

Sponsoreret indhold