Korrespondentjul: Stéphanie Surrugue pendler mellem familien og kæresten

LÆS OGSÅ: Flytter IKKE sammen med kæresten
Julen er hjerternes fest – og højtiden kommer Stéphanie Surrugue, 46, også til at fejre med sin hjertenskær, DR-kollegaen Lasse Engelbrecht, som hun i starten af året præsenterede som sin nye kæreste.
– Jeg kommer til at pendle lidt mellem min egen familie og Lasse, så jeg på en eller anden måde kan nå begge dele. Jeg tror simpelthen, jeg starter det ene sted og slutter det andet sted – korrespondentstil, bare inden for landets grænser, fortæller Surrugue om sin juleaften.
Lejlighed til salg
For nylig satte Stéphanie Surrugue sin lejlighed på Christianshavn til salg efter mindre end to år som ejer.
– Det er egentlig, fordi jeg ville se, om jeg kunne få den solgt – for at mærke på markedet, hvordan det går med det.

– Den er ikke solgt endnu, og jeg ved heller ikke helt, hvad jeg gør, hvis jeg får den solgt. Jeg tager det egentlig ret stille og roligt, fortæller hun.
– Er det, fordi du og Lasse skal flytte sammen?
– På et eller andet tidspunkt, men det bliver ikke lige nu. Så det er i virkeligheden mere for at se, om den kan sælges nu, eller om jeg skal vente et års tid eller to, siger den populære DR-vært.
To måneders orlov
Året lakker så småt mod enden, og højdepunktet i år var for Surrugue, da hun i foråret holdt to måneders orlov.
– Det var fuldstændig vidunderligt. Jeg kan næsten ikke sige, hvad jeg lavede, fordi jeg lavede så lidt. Og det var faktisk en del af planen – ikke at have nogen vilde ekspeditioner.
– Jeg nød at være i Sydfrankrig i min søsters hus, og jeg var til en god venindes bryllup på Bornholm og slappede bare af og hyggede mig med min familie og mine venner.

Travlt 2024
Efter at have tilbragt halvandet år på farten med DR-serien ”Danskere i verden” har det været tiltrængt for Surrugue med meget tid hjemme i Danmark i år.
– Nu har jeg koncentreret mig virkelig meget om den podcast, jeg arbejder med på DR’s udlandsredaktion, ”Stjerner og striber”, som handler om det amerikanske præsidentvalgt. Og så gør vi klar til ”Året der gik”, Dronningens nytårstale og nogle forskellige kæmpe ting, der sker til næste år, siger DR-værten.
Det er bl.a. Dansk Melodi Grand Prix 2024, som Stéphanie Surrugue til februar skal være vært på i selskab med Sara Bro.
– Jeg kommer til at få et utrolig travlt ‘24, så jeg har prøvet at nyde freden bare en lille bitte smule nu her, siger Surrugue.