Kendte12. juli 2023

Konen afslører: BBC-værten Huw Edwards anklaget i skandalesag

I en udtalelse fortæller Huw Edwards kone, Vicky Flind, at det er hendes mand som er i centrum for sagen som ruller i England
Det er nu kommet frem, at BBC-værten som er centrum for skandalesagen i England er Huw Edwards.
Det er nu kommet frem, at BBC-værten som er centrum for skandalesagen i England er Huw Edwards.
 Foto: Scanpix Denmark

BBC-værten, der har været omdrejningspunktet for flere beskyldninger om upassende opførsel overfor unge personer, er værten Huw Edwards.

Det skriver BBC.

Huw Edwards er vært på BBC's store nyhedsudsendelse klokken 22 og er ifølge BBC selv en af mediets bedst kendte værter.

Den 61-årige vært har været på BBC i fire årtier og er en af de højest betalte medarbejdere i mediehuset.

Han har hidtil i sagen været unavngivet. Huw Edwards har stået i midten af en skandalesag om angiveligt at have betalt for seksuelle billeder fra en på daværende tidspunkt mindreårig.

Han er også blevet beskyldt for at have sendt truende beskeder til en anden ung person.

Vicky Flind er gift med Huw Edwards. På vegne af sin mand skriver hun i en udtalelse til BBC, at det er ham, der er blevet beskyldt for upassende opførsel.

Hun skriver, at han i flere år har kæmpet med alvorlig depression, som er blevet forværret over de seneste dage.

- Han har lidt endnu en alvorlig episode og modtager nu hospitalsbehandling, hvor han vil blive i en overskuelig fremtid, skriver Vicky Flind.

Hun understreger, at Huw Edwards først er blevet bekendt med beskyldningerne i torsdags. Og når han har fået det bedre, vil han selv kommentere sagen. Indtil da beder familien om ro.

Sagen har taget flere drejninger undervejs.

Den begyndte sin udrulning i weekenden.

Det britiske tabloidmedie The Sun bragte en historie om, at en på det tidspunkt ukendt BBC-vært havde betalt 35.000 pund - svarende til 300.000 kroner - for at have modtaget seksuelle billeder fra en person, der var 17 år, da udvekslingen begyndte.

Historien blev fortalt til The Sun af moren og stedfaren til det påståede offer i sagen.

Mandag aften kunne BBC News berette, at de havde modtaget et brev fra den unge persons advokat, der skrev, at historien er noget "vrøvl" og "ingen sandhed" har på sig. Og at den unge person ikke har kontakt med sin mor eller stedfar.

Ifølge BBC News viste det sig tirsdag eftermiddag, at BBC-værten havde sendt truende beskeder til en anden ung person først i 20'erne.

På baggrund af anklagerne bragt i The Sun i weekenden skrev BBC på sin hjemmeside søndag, at tv-stationen har suspenderet den unavngivne BBC-vært i sagen og er i kontakt med politiet.

Onsdag aften lyder det fra Londons politi, at der ikke er nogen tegn på, at der er sket noget kriminelt i sagen, skriver AFP.

Sponsoreret indhold