Kira Eggers undskylder uheldig fejl: - Jeg forstår det virkelig ikke

LÆS OGSÅ: Kira Eggers raser mod kendt madanmelder: Dyremishandling og sadisme!
"Jeg vil gerne give Roskildes indbyggere en meget stor undskyldning for at putte persille i burritos i stedet for koriander. Især jer som sagde: masser med koriander!"
Sådan lød ordene fra Kira Eggers (50) i et opslag på Facebook fredag, efter hun havde været en tur i Roskilde med den ene af sine to foodtrucks.
Den tidligere model forkælede ellers sine kunder med lækre veganske burritos, men af uforklarlige årsager var koriander blevet til persille - en tvivlsom tilføjelse til de mexicanske specialiteter.
- Jeg forstår virkelig ikke, hvordan jeg ikke fik øje på det, men det skete altså i kampens hede. Koriander har det med at dele vandene, men persille går nu alligevel heller ikke specielt godt til burritos, smågriner hun af den uheldige situation, da SE og HØR får fat på hende.
Heldigvis var kunderne i Roskilde trods kedeligt vejr i det tilgivende hjørne.
- Der var absolut ingen sure miner. Folk i Roskilde er superflinke, så det hele gik. Jeg havde heldigvis stadig en smule koriander tilbage, så de helt hardcore koriander-fans kunne få lidt på, siger hun og tilføjer:
- Jeg gør mig aldrig i madspild, det går jeg meget op i. Her stod jeg så med to kilo persille, der skulle have været koriander, så det var ikke så heldigt.

Hård periode
Kira Eggers, som nogle måske måske vil huske mest for sin tid som model, har i efterhånden nogle år gjort sig i restaurationsbranchen med sine nu to foodtrucks.
Den ene står fast nær Nørrebro Bycenter, imens den anden, en mobil en af slagsen, både rammer festivaler, større arrangementer og fodboldstadions.
Ofte med Eggers selv bag gryder og pander.
- Jeg står selv i den, der kører rundt, og vi har rimelig travlt. Det er hårdt at arbejde på den her måde, kan jeg fortælle dig. Jeg har været vant til at rejse mig og sætte mig bag en computerskærm, så det her er noget lidt andet.
Arbejdstiderne, eller nærmere arbejdssæsonerne, betyder også, at der er perioder, hvor der ikke er tid til hvile.

De perioder er Eggers på vej ind i nu med en masse sommerarrangementer – ikke mindst festivaler.
- Nu kommer alle festivalerne, og det er altid sjovt. Det er en periode, hvor der skal arbejdes rigtig meget, og så kommer der efterfølgende nogle måneder, hvor jeg kan holde ferie. Her tager jeg oftest til enten USA eller Mexico, fortæller hun.
Forretningen vokser
Selvom det til tider er hårdt, så har Eggers allerede nu kastet sig ud i endnu et projekt.
Denne gang en madcontainer i sommerhusbyen Marielyst på Falster.
Her har kokken Henrik Jyrk nemlig åbnet et stort madmarked, hvor Eggers' nye tilføjelse til forretningen altså skal stå.
- Det bliver rigtig godt. Jeg glæder mig.
"Du har ikke overvejet at bruge persille i den nye biks?"
- Haha, nej, jeg tvivler.