Kendte 21. november 2021

Kinesisk tennisspiller til IOC: Jeg har det godt

Peng Shuai, der har været forsvundet, har fortalt IOC's præsident, at hun er i sikkerhed og har det godt
Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix

Den forsvundne kinesiske tennisspiller Peng Shuai har nu givet lyd fra sig.

I et videoopkald søndag med Den Internationale Olympiske Komités (IOC) præsident, Thomas Bach, har Peng Shuai fortalt, at hun er i sikkerhed, og at hun har det godt.

Det oplyser IOC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Peng Shuai er siden starten af november ikke blevet set offentligt eller har udtalt sig offentligt, efter at hun på et kinesisk socialt medie fremsatte anklager mod en tidligere højtstående politiker i Kina om seksuelle overgreb.

Hverken den pågældende politiker, den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli, eller Kinas regering har kommenteret beskyldningerne, og Peng Shuais opslag blev hurtigt slettet.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

På internettet i Kina er emnet desuden blevet blokeret, så det ikke er muligt for brugere at drøfte eller omtale sagen, ligesom man en overgang slet ikke kunne søge på ordet "tennis".

Flere lande, deriblandt USA, Storbritannien og Frankrig, samt kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har udbedt sig forsikringer fra Kina om, at der ikke er sket Shuai noget.

I denne weekend er der af kinesiske statsmedier blevet frigivet billeder og videooptagelser af Peng Shuai, hvor hun dog ikke har udtalt sig, ligesom det ikke er blevet bekræftet, at billederne og videoerne er fra nu.

Sponsoreret indhold