Kim Kardashian er årets mand

LÆS OGSÅ: Neymar smider bukserne for Kim Kardashian
Kan en kvinde blive kåret som "årets mand"? Ja, er svaret, hvis du spørger det amerikanske herremagasin GQ.
Realitydronningen er nemlig blevet kåret som en af bladets "Men of the Year" - mere specifikt "Tycoon of the Year", der på dansk kan oversættes til "årets finansfyrste".
Kim er ene kvinde i feltet blandt magasinets øvrige mandlige titelholdere, der blandt andre inkluderer skuespilleren Jacob Elordi, eks-svogeren Travis Scott og NFL-stjernen Damar Hamlin med flere.
På Instagram har hun selv delt flere billeder fra bladet. Hun skriver: "Hej! Jeg er GQs årets mand", efterfulgt af tre emojis, der indikerer, at superstjernen selv er både beæret og overrasket over titlen.
Derfor er hun årets mand
Der er en ganske specifik årsag til, at Kim Kardashian har fået tildelt titlen - og det er ikke udelukkende fordi, hun er en dygtig forretnings strateg.
Ud af frøken Kardashians mange lukrative forretningseventyr, må modevirksomheden SKIMS, der er estimeret til en værdi af godt 4 milliarder dollars, siges at være hendes bedste påfund til dato - som for nylig udvidede til at omfatte herretøj. Og dét er grunden til, at Kardashian har fået GQ-titlen.
Samtidig har hun med lanceringen af herrelinjen indgået et partnerskab med NBA, hvor SKIMS nu er blevet officiel undertøjsleverandør til verdens bedste basketball-liga.
- Jeg ville bare have, at mænd skulle finde ud af, hvad al hypen handler om, forklarer hun til GQ, om baggrunden for at bevæge sig ind på et nyt marked.

I det medfølgende interview, som dykker ned i realitystjernens personlige og professionelle liv, lægger hun særligt vægt på, hvordan hendes afdøde far, advokat og iværksætter Robert Kardashian Sr., har været med til at forme hendes karriere.
En blandet modtagelse
Ganske som forventeligt er det ikke alle, der bifalder valget af Kardashian-klanens guldfugl som årets mand.
I kommentarsporet til Kim Kardashians opslag, er der både kritiske og undrende kommentarer til udmedlingen:
- Det er derfor, Amerika har svage mænd, og hele vores land er i problemer. Må Gud være med os alle, skriver en bruger.
- Jeg synes, det her er super ufølsomt. Her er vi som et samfund, der stadig kæmper for kvinders rettigheder, og tillader ikke transkønnede i kvindesport, og vi ønsker heller ikke, at transkønnede mænd reklamerer for kvindetøj og bh'er. Men vi udnævner en kvinde, Kim K, til årets MAND? Og på en eller anden måde er det okay? Næ, jeg kan ikke lide dobbeltmoralen, skriver en anden.
Andre er anderledes positivt stemt over for Kims nye titel:
- Kære mænd, vi styrer verden, skriver en tredje (kvinde).
- Vi er chefer, det er derfor, hun er blevet stemplet som årets mand. Mange mennesker er snæversynede, nogle gange er vi kvinder stærkere mænd end mænd, skriver en fjerde.
Én ting er i hvert fald sikkert. Kim Kardashian formår endnu en gang at dele vandende, mens hun griner hele vejen til banken.