Kim Kardashian deler detaljer fra undfangelsen med sin niårige datter
Det kunne lyde som optakten til en samtale om blomsten og bien. Det er det dog ikke.
For Kim Kardashian undlod, heldigvis fristes man til at indskyde, at gå i detaljer, da hun i sæsonafslutningen af Hulu-serien ”The Kardashians” fortæller sin niårige datter North om sin undfangelse.
Det skriver Mirror.
I klippet ser man den 42-årige mor til fire dele et særligt øjeblik med sit ældste barn, da hun fortæller North om den romantiske aften med hendes far, den 45-årige rapper Kanye.
Det er en særlig kjole lavet af Balmain-designer Olivier Rousteing, der sporer samtalen ind på den aften, North blev undfanget.
- Jeg har kendt Olivier siden før du blev født. Han gav din far en blå kjole, som han gerne ville give mig, fortæller hun i afsnittet.

Der er tale om den blå Balmain-kjole hun bar til Angel Ball i oktober i 2012. I juni året efter kom North til verden.
- Det var min fødselsdag – året før du blev født – jeg havde den blå kjole på. Jeg blev gravid, og du kom ind i min mave den aften, jeg havde den kjole på, lyder det i klippet.
- Så Olivier har måske en lille del af æren for, at du er blevet født, tilføjer hun.
Dengang var Kim Kardashian stadig lovformeligt gift med Kris Humphries, som blev ved med at trække skilsmissen i langdrag.
Dengang var Skims-skønheden bundulykkelig ved tanken om at skulle føde sit og Kanyes første barn, mens hun stadig var gift med en anden mand.
I april 2013 – blot et par måneder før North kom til verden – nåede det tidligere par dog omsider til enighed, og skilsmissen var endegyldig.
I dag ser det imidlertid ud til, at Kardashian kan se tilbage på den stressende tid og mindes de gode stunder.