Kevins cool comeback: Magiske Magnussen

For bare få uger siden var Kevin Magnussen slet ikke Formel 1-kører, men da de grønne lamper tændte i søndagens Grand Prix i Bahrain kørte danskeren med helt fremme.
Efter en flot kamp med blandt andre den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton kørte vikingen over stregen som nummer fem i sit comeback i motorsportens kongeklasse.
Artiklen fortsætter under billedet ...

I røg og damp for Danmark. (Foto: Ritzau Scanpix)
Dermed sørgede han for Haas-teamets bedste placering i flere år.
– Det er sindssygt. Det er vildt at stå i den her situation nu og have kørt top-5 i et Formel 1-løb igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er crazy, sagde Kevin Magnussen til TV3+ efter løbet.
Datter hepper med
I modsætning til tidligere sæsoner i Formel 1, kører Kevin nu vildt med visheden om, at hans bare etårige datter Laura følger med fra pitten.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Konen Louise Gjørup, 28, og datteren Laura holder øje med farmand fra pitten. (Foto: Ritzau Scanpix)
– Jeg har ikke prøvet at have en datter og køre Formel 1. Det har sat tingene lidt i perspektiv. Nu er der noget, der er vigtigere end Formel 1. Men vi kan tage hende med, og nu skal jeg kombinere de to ting, så det er super følelsesladet og spøjst, har den danske raket tidligere fortalt til Ekstra Bladet.
Magnussens teamkollega, Mick Schumacher, havde ikke samme succes og endte uden for pointene som nummer 11 og må allerede nu spekulere på om han kun er en Schumacher af navn.