Katastrofe dagen inden jubilæumsshow i "Vild med dans": Grünewald mister stemmen!

Det bliver én stor fornøjelighed fredag aften, når "Vild med dans", skal fejre sine 20 sæsoner på skærmen, men midt i festlighederne lurer en mindre katastrofe.
Den ene af de to værter ligger nemlig under dynen med virus i kroppen og en manglende stemme.
Det kan man se på Sarah Grünewalds Instagram-konto, hvor hun forsøger sig med morgendagens velkomstreplik.
– Godaften og velkommen til "Vild med dans" jubilæumsprogram. Tag rigtig godt imod Danmarks modigste dansere, lyder det meget besværet, hæst og lavt fra værten.
Allerede i går var Sarah Grünewald ramt af sygdom, og selv om hun forsøgte sig med en stærk drik bestående af chili, ingefær, citron, æblejuice og honning, er stemmen altså p.t. ikke vendt retur.
– Jeg holder kæft resten af dagen, skriver Grünewald på sin story, hvilket formentlig også er det bedste at gøre.
"Vild med dans"-værten afslørede i september, at denne sæson af danseprogrammet bliver hendes sidste efter ti år.
Man kommer dog ikke til at mangle hende på tv-skærmen, for der er allerede optaget flere programmer med Grünewald, har hun afsløret til SE og HØR.