Kendte5. december 2016

Se videoen: Kat var frosset fast i is - reddet på et hængende knurhår

En lille mis var umådelig tæt på at fryse ihjel, efter at dens poter og pels frøs til is – men heldigvis opdagede en snarrådig borger, at katten var i nød og hjalp den fri med en god portion varmt vand. Se videoen lige her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/katten_2.jpg
 (Foto: YouTube)

En kat har som bekendt ni liv. Man fristes dog til at sige, at denne kat kun har otte.

Den brugte nemlig et af sine ni liv forleden, da den frøs fast til jorden i den sibiriske by Zlatoust.

Katten Semyon havde forsøgt at holde varmen i den bidende kulde ved at søge læ og lune under en bil – men desværre måtte katten et stykke tid senere sande, at den sad uhjælpelig fast.

De frysende temperaturer – på minus 35 grader – havde nemlig resulteret i, at kattens pels og poter var frosset fuldstændig fast til jorden.

Heldigvis for katten opdagede en borger, at den var i nød.

41-årige Sergey Baranov skulle lige til at flytte sin bil, da han opdagede, at missen var i decideret fare for at fryse ihjel. Og så gik en heltemodig redningsindsats ellers i gang.

Sammen med sin 36-årige kone Yelena sørgede han for at hælde små mængder varmt vand på den lille mis, så den til sidst slap fri af sin kattepine.

De heltemodige katte-reddere stod tilmed klart med lune håndklæder, så den kunne få varmen.

I et interview med det sibiriske medie The Siberian Times fortæller Sergey, at redningsindsatsen var noget af en opgave.

De måtte således bruge hele syv spande varmt vand for at få den ulykkelige mis fri. Forbenene kom hurtigt fri af isen med hjælp fra to spande varmt vand, men kattens bagben var dækket af et seks centimeter tykt lag is – og her var det altså nødvendigt med hele fem spandfulde vand.

Redningsmanden tilføjer, at aktionen tog syv et halvt minut, og at en tilkaldt dyrlæge efterfølgende ankom til stedet og erklærede missen uden for livsfare.

Redningsparret valgte herefter at tage katten med hjem, så den kunne komme sig helt oven på den iskolde oplevelse.

- Den så meget ung ud, måske var den kun mellem syv og ni måneder gammel. Tre dage senere – efter vi var sikre på at den var frisk igen – postede jeg et opslag, og en kvinde fra vores by henvendte sig og sagde, at hun gerne ville have den, fortæller Sergey til det sibiriske medie.

- Nu har katten boet hos hende i en uge, og hun siger, at den har det fantastisk. Han løber og hopper rundt, fortæller Sergey.

Du kan se videoen af hans heltemodige redning herunder:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold