Kendte16. marts 2022

Kasper Hjulmands udfordring: Det er selvfølgelig ærgerligt

Otte måneder før VM er flere stamspillere skadede, mens andre får begrænset eller ingen spilletid på klubplan
https://imgix.seoghoer.dk/hjulmand_5_0.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Når det danske fodboldlandshold lørdag i næste uge spiller ude mod Holland i årets første landskamp, bliver det uden en række velkendte landsholdsnavne på holdkortet.

Flere spillere døjer med skader, mens andre af forskellige årsager er havnet på bænken eller tribunen hjemme i deres klubber.

Selv om der kun venter to testkampe i første omgang, er timingen ubelejlig for landstræner Kasper Hjulmand, fordi resten af året byder på vigtige landskampe i Nations League og ved VM i Qatar.

Vante startere som Daniel Wass, Mikkel Damsgaard og landsholdsanfører Simon Kjær er blandt de skadede spillere.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må undvære dem nu. Vi håber, at de er klar til næste samling i juni.

- Vi vil jo have dem klar før VM, og det er da selvfølgelig en udfordring for os, at de ikke er klar nu, når vi skal forberede os, siger Kasper Hjulmand.

Andre rutinerede landsholdsspillere spiller næsten ikke for deres klubber, men nogen af dem har fundet vej til landsholdet alligevel.

Det gælder eksempelvis Jannik Vestergaard og Frederik Rønnow, mens Ajax-bænkevarmeren Mohamed Daramy er degraderet til U21-landsholdet, og Martin Braithwaite efter bare 24 minutters spilletid i Barcelona siden august er udeladt af landsholdstruppen.

- Der er ikke nogen formel for, hvor meget man skal spille for at komme på landsholdet. Jeg kan ikke sige, at man skal spille så og så meget for at komme med.

- Men Jannik Vestergaard er topfit, han har trods alt spillet nogle hele kampe, endda også forlænget spilletid. Der er forskel på at have spillet det, og så næsten ikke at have spillet noget, bemærker Kasper Hjulmand.

En enkelt spiller var han særligt i tvivl omkring.

Kontraktfnidder er nemlig årsag til, at landsholdets trofaste soldat på backen Jens Stryger Larsen i øjeblikket ikke er i nærheden af holdet i Udinese. Danskeren vil ikke forlænge sin kontrakt, og Serie A-klubben har kvitteret ved ikke at bruge ham.

Hjulmand overvejede alligevel at udtage Jens Stryger Larsen, men gjorde det ikke.

- Det har været en svær overvejelse omkring Jens Stryger, der har været en vigtig spiller for os. Uforskyldt er han havnet i en situation, hvor han ikke spiller.

- Skal vi holde ham i gang, fordi det er en forberedelse frem mod VM?

- Jeg forventer, at han skifter klub til sommer og spiller frem mod VM. Men lige nu har jeg vurderet, at fire måneder uden kampe ikke gør det forsvarligt at udtage ham - også hvis han skal undgå skader, siger Kasper Hjulmand.

Hjulmands 23 udvalgte spillere samles i sydspanske Marbella på mandag, hvor holdet er på træningslejr i fire døgn, inden turen går til Amsterdam.

Sponsoreret indhold