
Karsten Ree-lejren slår fast: Bogen må ikke udkomme

LÆS OGSÅ: Stor forvirring: Må Janni Ree udgive ucensureret udgave af sin bog?
”Janni Ree får grønt lys til at udgive sin bog”.
Sådan lød det mandag formiddag på en række landsdækkende medier på baggrund af den kendelse, som Østre Landsret afsagde i sagerne, hvor Janni Ree og forlager Buster Nordic stod på den ene side - og rigmanden Karsten Ree på den anden side.
Men det er forkert.
I hvert fald hvis man spørger Sune Aagaard, der er talsmand for Ree-familien, og som tydeligvis ser kendelsen som en sejr.
Her slår han fast, at der er opstået "væsentlige misforståelser" i mediernes dækning, hvorfor de præciserer, hvilken kendelse der egentlig er afsagt:
"I forhold til Janni Ree stadfæster Landsretten afgørelsen fra Byretten: ”BS-15035/2025-OLR – Janni Ree: Byrettens kendelse stadfæstes.”
"Landsretten fastslår således som Byretten, at fortrolighedsaftalen mellem Janni Ree og Karsten Ree er gyldig og gældende, samt at de passager i bogen Evig Diva, der omhandler Karsten Ree, derfor ikke må udgives," lyder det fra talsmanden.
Den del af sagen er ganske klar, men forvirringen er opstået, da forlaget Buster Nordic sideløbende har kørt en sag mod Karsten Ree omkring, hvorvidt bogen må udkomme.
"Juridisk teknikalitet"
Her har Østre Landsret nemlig valgt at ophæve beslutningen fra Retten i Hillerød - således at bogen godt må udkomme igen.
Det er dog kun i teorien, for i praksis er ordene i bogen stadig underlagt fortrolighedsaftalen, lyder det fra Ree-talsmanden.
"Der synes dog mest at være tale om en juridisk teknikalitet, hvor Landsretten lægger vægt på, at der jo nedlægges forbud og påbud overfor Janni Ree som hovedperson og kontraktpart i fortroligsaftalen, samt at Buster Nordic alligevel vil kunne straffes for medvirken, hvis forlaget måtte udgive bogen igen med passagerne om Karsten Ree," skriver Sune Aagaard og citerer fra kendelsen:
"Hertil kommer, at Janni Ree er meddelt forbud og påbud, og at det følger af retsplejelovens § 430, stk. 2, jf. stk. 1, at det er strafbart at medvirke til overtrædelse heraf.”
Karsten Rees talsmand konkluderer derfor:
"Det vil sige, at Buster Nordic ikke må udgive bogen Evig Diva i den oprindelige form."
Janni erkender
SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Buster Nordic for at høre, om de er enige i den udlægning.
Oprindeligt kunne man hos andre medier læse, at Janni Ree var glad for, at bogen nu kunne udkomme. Siden trak hun dog i land over for SE og HØR.
- De (forlaget, red.) skal overveje, hvis de udgiver bogen igen, at de bliver medvirkende til ikke at forholde sig til min fortrolighedskontrakt, siger forsidefruen.
Hvad der først lød som en sejr til Janni Ree, er altså i stedet snarere et nederlag – eller i hvert fald en uafgjort.
Læs mere om det herunder:
