Karina Frimodt om "Vild med dans": - Ingen ved noget
LÆS OGSÅ: Karina Frimodt efter chokbesked: - Jeg var ikke mig selv
Da den seneste sæson af "Vild med dans" rullede over skærmen, var det uden Karina Frimodt på gulvet.
Den tidligere vinder af programmet blev nemlig ikke tilbudt en plads, og derfor håber hun på, at muligheden kommer i år.
Det fortalte hun til BILLED-BLADET, da de mødte hende til Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínssons bryllup sidste weekend.
Den 46-årige danser er endnu ikke blevet spurgt, om hun vil være med, men tiden må snart nærme sig, sagde hun.
- Ingen ved noget, men jeg vil gerne, hvis jeg bliver spurgt. Nu må se, lød det fra Karina Frimodt.
Selv om dansedronningen er klar til at indtage hele Danmarks dansegulv igen, har hun dog ikke lagt skjul på, at sidste års beslutning ærgrede hende. I et opslag på Instagram satte hun således ord på meldingen.
- Jeg vil ikke pakke noget ind, jeg er mega ked af, at jeg ikke skal være en del af dansefamilien og møde en ny dansepartner, som jeg igen skulle trylle moves med, skrev hun blandt andet.
Frimodt var langt fra den eneste, der var ked af TV 2s beslutning om ikke at give hende en plads på "Vild med dans"-holdet.
I kommentarsporet til Karina Frimodts vemodige opslag bekendte en lang række kendisser og følgere således kulør. Blandt dem var komikeren Uffe Holm, der ganske enkelt ikke forstod, hvordan den beslutning er kommet i hus.
- Hvordan kan man vinde hele lortet sidste år og så ikke være med året efter. Det giver jo ingen mening. Jeg er i chok, skrev Uffe Holm.
Heller ikke den tidligere "Vild med dans"-vært Christiane Schaumburg-Müller forstod det.
- “Intet match til dig”…. Hmmm, ej, den må de længere ud på landet med! Hold nu op, hvor er det ærgerligt! Øv, lød det fra Christiane.
Om den tidligere vinder af programmet vender tilbage i den nye sæson, er endnu uvist. Men skulle det ske, at TV 2 ringer og tilbyder hende en plads, er hun klar.