Kendte23. marts 2022

Kardiolog efter Hansen-blodprop: Man kan genvinde fuld styrke

Ifølge sportskardiolog er det sjældent, at unge mennesker i god fysisk form bliver ramt af blodpropper
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det sker sjældent, at unge sportsudøvere bliver ramt af en blodprop i lungerne efter en operation.

Sådan lyder det fra Hanne Rasmusen, der er sportskardiolog og overlæge på hjerteafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, efter at det tirsdag kom frem, at håndboldspilleren Mikkel Hansen er blevet ramt af en blodprop.

Heldigvis for Mikkel Hansen og andre i lignende situationer kan man komme tilbage på fuld styrke.

– Hvis det hele normaliserer sig, kan man komme tilbage og spille på fuldt aktivt niveau, siger Hanne Rasmusen, der understreger, at hun ikke kender detaljerne i Mikkel Hansens sag.

Ramt efter operation

Den 34-årige håndboldstjerne blev ramt af en blodprop i lungerne, efter at han forrige mandag var under kniven på grund af problemer med brusk i højre knæ.

– I forbindelse med en operation, hvor man ligger stille, er der en risiko for, at man kan blive ramt af blodpropper.

– Derfor giver man som regel blodfortyndende medicin i forbindelse med et indgreb og sørger for at få folk hurtigt i gang igen, siger Hanne Rasmusen.

Hvert år er der i Danmark i omegnen af 5000 tilfælde med blodpropper i lungerne, fortæller Hanne Rasmusen.

Uden at kende detaljerne i Mikkel Hansens sag slår hun dog fast, at det sjældent forekommer hos unge mennesker i god form.

– Helt generelt ser vi det og ved godt, at det kan ske. Derfor giver man også forebyggende behandling. Men hvis vi taler om en ung person, som ellers ikke fejler en bjælde, så sker det forholdsvis sjældent, siger hun.

Mikkel Hansen blev opereret i knæet, men fik en blodprop i lungerne.

– Det, der typisk sker, er, at der opstår en blodkrop i benet, og så kan den frigøres der og suge sig op til lungerne. Den vil ikke nå hjertet, for den vil altid blive stoppet inden, og det sidste sted, den vil stoppe, er i lungerne, siger Hanne Rasmusen.

Paris Saint-Germain oplyste tirsdag, at Mikkel Hansen nu er i behandling med blodfortyndende medicin i de kommende fire til seks måneder.

Så længe han er i behandling, kommer han ikke til at spille håndbold.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220103_wen_-_handboldherrerne_021.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Mikkel Hansen er væk fra banen, så han kan komme sig efter blodproppen. Foto: Kaspar Wenstrup

– Når man får blodfortyndende medicin, er der øget risiko for blødninger. Det er generelt ikke noget problem, men i kontaktsport, hvor man har risiko for at få slag i tacklinger, kan man få større blå mærker eller det, der er værre.

– Helt generelt anbefaler man ikke, at man er aktiv på konkurrenceniveau i de første tre til seks måneder, hvis man har haft en blodprop i lungerne, siger Hanne Rasmusen.

Mikkel Hansen skifter til sommer hjem til Danmark, hvor han skal tørne ud for Aalborg Håndbold.

Sponsoreret indhold