Kanya Rørbech vil tilbage på skærmen: Kategorien er comeback

Er du syg? Er der sket noget?
Kanya har det heldigvis godt, men bogstaverne vender nu sig selv med hjælp fra en robot – og det er derfor kun via Charlies genudsendelser, at hun stadig beriger det traditionsrige program, som fik dansk debut tilbage i 1988.
I dag er Kanya Rørbech aktuel i DR-programmet “Danmarks stærkeste hænder”, men denne gang bag kameraet som produktionsleder, hvor hun styrer budgetter og tidsplaner.
Det er dog på skærmen, at den smilende skønhed for alvor lever.

– Hvis jeg skal være 100 procent ærlig, gør det mig meget mere glad at stå foran kameraet.
Jeg kan godt lide at være på, og sådan har det været, siden jeg var lille.
Da jeg begyndte på “Lykkehjulet” var der meget at lære, men jeg havde fornemmelsen af, at det sagde “klik”.
Det har sat en gnist i gang, og jeg vil gerne lave mere tv, fortæller hun til SE og HØR under en efterårsgåtur i Kongens Have.

Fik ikke sagt farvel
Siden 2020 er det blevet til små 200 afsnit af “Lykkehjulet” sammen med Mikkel Kryger – og det i en meget mere aktiv rolle end forgængere på posten som Maria Hirse og Carina Jensen – bedre kendt som “Kategorina”.
– Folk stopper mig på gaden og i supermarkedet. Jeg har fået overvældende mange reaktioner fra så mange mennesker, jeg aldrig har hørt fra før.
Folk skriver tak og siger, at programmet ikke er det samme nu. Det bliver jeg rørt over.

Jeg har jo været “på besøg hjemme i folks stuer”, og lige pludselig kommer jeg ikke mere og fik faktisk ikke sagt farvel, siger Kanya Rørbech, som i sin sidste tid på programmet godt kunne regne ud, hvor det bar henad.
– Jeg havde på fornemmelsen, at der skulle ske nogle ændringer, fordi vores optagelser var blevet udskudt ad flere omgange – og når det sker, så er der tit noget på færde, siger hun og fik da også fuldstændig ret, da TV 2 mener, at Kanya “varetog en overflødig funktion” på grund af moderne teknologi.
Åbner munden
Ægte Kanya-aficionados kan måske genkende skønheden fra en mindre rolle i tv-succesen “Anna Pihl” – og faktisk har den nu tidligere bogstavvender lavet skuespil og ikke mindst reklamefilm i mange år.

Alligevel kalder hun skuespillet for en “hobby”, og mon ikke det nok skal lykkes at komme tilbage på skærmen som vært med gode kontakter på både DR og TV 2.
– Jeg øver mig i at turde sige højt, hvad jeg gerne vil, lyder det i hvert fald fra Kanya Rørbech.