Kendte9 timer siden

Kan smadre rekord: Sommerhus til salg for 100 mio. kr.

Tidligere i år blev Danmarks dyreste sommerhus solgt for 52 millioner kroner. Nu står den rekord i den grad for skud
Det kan meget vel være dette hus, der er sat til salg for 100 millioner kroner.
Det kan meget vel være dette hus, der er sat til salg for 100 millioner kroner.
 Foto: Skråfoto

For to måneder siden blev Danmarks dyreste sommerhus solgt for 52 millioner kroner.

Men den rekord kan nu blive slået - eller nærmere smadret - af hvad der tyder på at være naboejendommen.

I hvert fald hvis det står til kendisejendomsmægleren Adam Schnack, som netop nu har et palæ med status som fritidhus til salg for lige knap det dobbelte.

- Eksorbitant liebhaveri i 1. række til Kattegat, lyder beskrivelsen hos ejendomsmægleren, som videre fortæller:

- Herskabspalæ med fritidshusstatus, indrammet af et vel lige så eksorbitant værk af Per Kirkeby. Højt beliggende på kuperet kystgrund med udsigt så langt øjet rækker.

Den ønskede pris er 100 millioner kroner, fremgår det af siden, hvor der ikke er yderligere oplysninger end ovenstående, og at huset ligger i Dronningmølle.

Det skyldes, at salget er et såkaldt diskret salg, som ejendomsmægleren tilbyder.

- Af forskellige årsager ønsker nogle, at deres ejendom ikke eksponeres i det offentlige rum, men vil samtidig gerne sælge på de rette betingelser. Det respekterer vi naturligvis, og tilbyder derfor at disse ejendomme kan blive listet med begrænset information her på siden. Det kalder vi diskret salg, lyder det hos ejendomsmægleren, som heller ikke ønsker at udtale sig om boligen.

Kendt filmmand ejer

Der er dog ikke mange ejendomme, der passer på den korte beskrivelse. Men kigger man mod den nordsjællandske kyst, ligger der et hus, som matcher ganske godt.

Der er tale om et 500 kvadratmeter stort sommerhus, der er kendt som Baalbakken.

Den luksuriøse ejendom er omgivet af af en mur skabt af kunstneren Per Kirkeby i samarbejde med arkitekt Jens Bertelsen, og som tidligere har været omtalt på skulpturblog.org, hvor den har fået tilnavnet Havemuren.

Udsigten må siges at være i top for sommerhuset, der har udsigt over Kattegat - og desuden er omgivet af en mur lavet af Per Kirkeby.
Udsigten må siges at være i top for sommerhuset, der har udsigt over Kattegat - og desuden er omgivet af en mur lavet af Per Kirkeby.
 Foto: Skråfoto

Ejeren af sommerhuset er filmmanden Anders Sandberg, der især er kendt som bagmanden til de pornografiske stjernetegnsfilm med Ole Søltoft i hovedrollen, som han producerede.

Han er søn af Henrik Sandberg, som han ifølge Berlingske har instrueret mere end 40 film sammen med - heriblandt Soldaterkammerater-filmene og en række Dirch Passer-film i 50'erne, 60'erne og 70'erne. Han farfar, der også hed Anders Sandberg, var en af de største danske stumfilmskabere op gennem de første årtier af 1900-tallet.

Anders Sandberg har ejet sommerhuset, hvor han også ejer en grund ved siden af, siden 1989. Dengang betalte han 4.050.00 kroner for at blive ejer af hjemmet.

SE og HØR har rakt ud til Anders Sandberg for at få be- eller afkræftet, hvorvidt det er hans sommerhus, som er sat til salg. Han er dog i skrivende stund ikke vendt tilbage.

Det er uklart, hvor længe sommerhuset har været til salg hos Adam Schnack. Men måske filmmanden blevet inspireret af salget af den halvt så store naboejendom for 52 millioner kroner, som blev tinglyst 9. maj i år.

Går man gennem historikken på siden, kan man se, at sommerhuset i hvert fald ikke fremgik 29. april i år. Men i hvert fald siden 14. juni har det været udbudt som diskret salg hos kendismægleren.

Sponsoreret indhold