Kendte30. juni 2023

Kæmpe overraskelse: Christopher og Lukas Graham skal fredag spille på Orange

Som en del af koncertkonceptet JammJam skal den storhittende artist Christopher og det danske verdensband Lukas Graham optræde på Orange Scene fredag eftermiddag
Selvom Christopher har en travl festivalsommer lige i øjeblikket, så er der blevet plads til både en tur i øveren med JammJam og forbi Orange Scene senere på fredagen 
Selvom Christopher har en travl festivalsommer lige i øjeblikket, så er der blevet plads til både en tur i øveren med JammJam og forbi Orange Scene senere på fredagen
 Foto: Dan Mariegaard

- Jeg kan ikke vente med at stå på Orange Scene i morgen, lyder det jublende fra Christopher, som for første gang i karrieren får lov at spille på den store scene.

Det sker fredag klokken 17.00.

Han bliver således en del af koncertkonceptet JammJam, hvor også Lukas Graham er annonceret som gæsteindslag.

Indtil torsdag var det fortsat en hemmelighed, at de to store danske kunstnere ville medvirke i jamsessionen, og med nyheden skriver den nyudsprungne Netflix-stjerne sig altså ind i et fornemt selskab af store internationale navne som Christine and the Queens, Blur og Rosalía, som også træder op på hovedscenen fredag.

Koncertkonceptet JammJam, som er produceret af Jammcard og Elmo Lovano, er en hyldest til den musik og den spontane energi, der opstår ud af jamsessions, lyder det.

Det er et musikalsk topmøde på tværs af genrer og generationer. Spontaniteten er en del af konceptet. Derfor er intet lineup eller show det samme, skriver Roskilde Festival og kalder det en tour de force af uforfalsket musikalitet og kreativt nærvær.

Lukas Graham har også kurs mod Orange for at jamme 
Lukas Graham har også kurs mod Orange for at jamme
 Foto: Dan Mariegaard

I forvejen var det annonceret, at Free Nationals, Chris Dave og Ida Nielsen ville gå på scenen som en del af koncertkonceptet sammen med en række overraskelser. De er så blevet annonceret nu i skikkelse af Christopher og Lukas Graham.

På Instagram er også bandet Lukas Graham spændte på at skulle svinge vejen forbi Dyrskuepladsen i Roskilde.

- Ses i morgen, Roskilde Festival, skriver ”7 Years”-stjernerne på det sociale medie.

Sponsoreret indhold