Kendte25. marts 2024

Jytte Abildstrøm gi’r aldrig op: Kæmper stadig for en grønnere verden

Selv om hun runder 90, smækker livsstykket ikke benene op. Den gamle hippie er stadig ude og holde foredrag om miljø og vedvarende energi
Jytte har sønnerne Lars Mygind, 62, og Peter Mygind, 60, som også er skuespiller: – Jeg taler med min søn Lars hver morgen klokken 9 – og hver søndag er jeg ude hos Peter og spise, fortæller hun.
Jytte har sønnerne Lars Mygind, 62, og Peter Mygind, 60, som også er skuespiller: – Jeg taler med min søn Lars hver morgen klokken 9 – og hver søndag er jeg ude hos Peter og spise, fortæller hun.
 Foto: Dan Mariegaard

LÆS OGSÅ: – Jeg vil redde verden, inden jeg dør

I et økologisk bofællesskab i Roskilde bor skuespiller Jytte Abildstrøm.

Hendes hjem er bygget af ubrændte lersten, malet med økologisk maling, hun og de andre beboere opsamler regnvand, som de vasker tøj i, og de samler urin, som de gøder markerne med.

Siden 1987 har Jytte holdt foredrag om miljø og vedvarende energi i det åndelige og fysiske liv.

Og selv om hun med rette kunne læne sig tilbage og nyde sit otium – hun fylder trods alt 90 år i denne måned – så er den slags slendrian ikke noget for hende.

For fru Abildstrøm tager stadig ud og fortæller om bæredygtighed og næstekærlighed. Så sent som forleden var hun i Ballerup og holde foredrag for over 100 personer.

– Så længe, jeg kan glæde mennesker, og få dem til at hoppe lidt i sæderne og gøre noget ved livet, så længe bliver jeg ved, siger Jytte Abildstrøm, da SE og HØR møder hende i hendes hjem.

– Jo, jeg bliver da fortvivlet over verden indimellem, men så ringer jeg til en af mine biodynamiske venner, Søren Ejlersen, som er medstifter af firmaet Aarstiderne – og så trøster vi hinanden.
– Jo, jeg bliver da fortvivlet over verden indimellem, men så ringer jeg til en af mine biodynamiske venner, Søren Ejlersen, som er medstifter af firmaet Aarstiderne – og så trøster vi hinanden.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Nægter stoffer

Jyttes stue er fyldt med ting fra et langt liv på de skrå brædder. Dukker fra Abildstrøms berømte teater Riddersalen på Frederiksberg, farverige billeder, kunst og tegninger.

Men hurtigt får man også øje på bøger om økologi, vandløb og miljø. Indimellem stikker Jytte sin velkendte skraldlatter op, som dog hurtigt igen bliver afløst af en alvorlig mine. For det er alvor, når det kommer til klodens tilstand.

– Jeg prøver at bevare mit positive sind, og ikke blive sur eller tage stoffer.

– Det er jo derfor, de unge tager stoffer – for de er urolige for fremtiden. Det er noget værre noget. Når hele verden bliver dækket af huse, cement i carporte og indkørsler, hvordan skal jorden så ånde?

– Det kan kun gå fremad, det siger jeg 20 gange om dagen, det kan kun gå fremad, siger Jytte.

– Jeg er født med godt humør, så jeg er svineheldig, understreger Jytte Abildstrøm, som kan fejre 90-års fødselsdag den 25. marts.
– Jeg er født med godt humør, så jeg er svineheldig, understreger Jytte Abildstrøm, som kan fejre 90-års fødselsdag den 25. marts.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Tænk dig om!

Med så stor en kærlighed til naturen sker det af og til, at hun bliver fortvivlet over, at verden er blevet som den er i dag.

– Det er pengene, der styrer folks liv. Det er dybt tragisk. Folk er for lidt oplyste.

– Hvor mange miljøbøger har du læst? spørger hun og understreger, at det bedste, vi kan gøre, hvis vi vil passe bedre på økosystem, dyre- og planteliv, er at tænke over, alle de små valg, vi træffer. Alle skal tænke sig om, for kommende slægters skyld.

– Du skal tænke på, hvad dit tøj er lavet af, hvad din dyne er lavet af, hvordan den mad du spiser er produceret, hvordan du varmer din bolig op.

– Der er en bevidsthed, der skal vågne i alt, hvad du gør, lyder det.

Jytte får selv halvdelen af sit forbrug til el fra en solcelle, som hun satte op på taget, da hun flyttede ind.

– Og hvis jeg havde fået lov af udlejningsselskabet til at sætte én til op, havde jeg været selvforsynende. Men de er vist ved at tænke sig om, siger hun.

Sponsoreret indhold