
Julie Zangenberg viser babybulen frem: Nu kommer han snart

Julie Zangenberg skal være mor for anden gang - og det sker rigtig snart.
Det afslører den 36-årige skuespillerinde i et opslag på Instagram, hvor hun viser sin højgravide babybule frem.
- Vi er virkelig, virkelig gravide lige nu og venter en dreng på ethvert tidspunkt, skriver hun til billedet, som kan ses herunder:
Det er Julie Zangenbergs ægtefælle, stjernekokken Andreas Bagh, der er far til den kommende lille ny.
Parret blev gift for to år siden og har i forvejen sønnen Leo på fire år.

For blot en måned siden afslørede Julie Zangenberg tilsyneladende navnet på lillebroderen.
- Stuff is getting very real. 1,5 måned til Carlo kommer, skrev hun i hvert fald i en story på Instagram, hvor hun viste en kasse nyindkøbte bambusbleer frem.
Det var helt tilbage i april, at "Klatretøsen"-skuespillerinden fortalte, at det er en dreng, hun venter.
Det gjorde hun i Christian Fuhlendorffs podcast, ”Hva så?!”.
- Jeg var egentlig klar på begge dele, men da hun på kønsscanningen sagde, at Leo ville få en lillebror, kunne jeg mærke, at jeg blev enormt glad, sagde hun i den forbindelse.
- Vi er glade. Og vi havde også været superglade, hvis det var en pige, men vi er glade, fortsatte hun.
