Kendte18. juni 2023

Julie Ølgaard om sin demensramte mor: - Hun forsvandt på tre måneder

Skuespillerinden fortæller i Go' morgen Danmark, at hun har oplevet den rædselsfulde sygdom helt tæt på
Julie Ølgaards blev for fire år siden ramt af en aggressiv form for demens
Julie Ølgaard har haft den forfærdelige sygdom tæt inde på livet.
 Foto: Hanne Juul

Julie Ølgaard blev for første gang opmærksom på, at der var noget helt galt med sin mor, da hun fødte sin datter Roxie for fire år siden.

- Min mor har altid været fuld af liv. Det er også der, jeg har mit drive fra. Og så blev hun bare diffus på en måde, der slet ikke lignede hende.

- Hun svarede lidt i øst og vest, kunne ikke huske ting, og jeg blev vildt irriteret på hende, for jeg stod med en baby, og hun skulle hjælpe mig.

Hendes mor var nemlig blevet ramt af en aggressiv form for demens.

Det fortæller Julie Ølgaard søndag i Go' morgen Danmark.

- Man tror jo ikke, at det er det. Det ville jeg slet ikke indrømme. Og jeg tænkte i hvert fald, at hvis det var det, så ville det gå meget langsommere. Men så var det bare en sindssyg aggressiv demens.

- Hun forsvandt jo nærmest fra os på tre måneder.

Ifølge skuespillerinden ændrede hendes mors personlighed sig drastisk. Pludselig kunne moren finde på at forlade huset i tide og utide eller glemme, hvor hun var. Og det var for skuespilleren en stor sorg at se sit forbillede forsvinde.

- Min mor er måske det mest empatiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun har altid taget andres historier ind, altid lyttet. Pludselig kunne hun ikke rumme, hvis jeg blev ked af det.

- Og det er et karaktertræk, der bare ikke er til min mor. Så hendes personlighed ændrede sig bare, siger hun i programmet.

Til sidst tog Julie Ølgaard den svære beslutning om at sende sin mor på plejehjem.

- Det er noget af det mest rædselsfulde, jeg nogensinde har skulle gøre. For min mor og jeg har altid været så tætte.

Og det er vigtigt at tale om, mener skuespillerinden.

Der er nemlig mange gode tilbud og hjælp at hente for folk, der har demens tæt inde på livet - som ikke skal føle, at de står alene med den svære beslutning.

Sponsoreret indhold