
Julie Kriegler afslører vildt karriereskifte: Vil være jordemoder

LÆS OGSÅ: Triumf midt i familiekrig: Victoria Beckham får samme pris som Adam Price
Man må i den grad sige, at der er sket mange ting i Julie Krieglers liv, siden hun søgte efter kærligheden i tv-programmet "Bachelorette".
Influenceren har siden fundet sammen med eks'en, fået et barn med ham og senest solgt sin lejlighed - og nu er der sørme endnu mere nyt fra hende.
Hun afslører således på Instagram, at hun vil være jordemoder.
Her fortæller hun, at uddannelsen har været en drøm for hende, siden hun blev gravid, og at drømmen kun har vokset sig større, siden hendes søn kom til verden.
- Jeg har ikke kunnet slippe tanken, og det er faktisk første gang, jeg sådan rigtigt har haft det sådan med noget, skriver tv-kendissen.

- Jeg kan heller ikke komme i tanke om noget mere meningsfyldt for mig end at hjælpe kvinder med at bringe deres børn ud i verden, skriver hun også.
Julie Kriegler fortæller videre, at hun indtil videre ikke har søgt ind på uddannelsen, da hun først skal undersøge, hvad hun skal gøre for at kvalificere sig bedst muligt.
I kommentarfeltet uddyber hun, at hun tænker at søge ind på kvote 2, hvor det ikke er et eksamensbevis og tilhørende karakterer, der er gældende, men i stedet erfaring samt en motiveret ansøgning.
Det er dog ikke kun jordemoder-ting, Julie Kriegler skal have styr på i disse dage.
Den tidligere "Bachelorette" afslørede nemlig forleden, at hun og kæresten Daniel Christiansen netop har fået solgt deres lejlighed på Frederiksberg.
Parret skal være ude af den 91 kvadratmeter store lejlighed den 1. juni.
Salgsprisen har de ikke afsløret, men de satte den til salg for 7.595.000 kr. tilbage i august, hvilket er to millioner mere, end hvad parret selv smed for herligheden, da de købte den i 2024, kort efter sønnen Viggo kom til verden.
