Julia Sofia og Mark har brudt kontakten: "Det er forfærdeligt"

De skal stadig giftes, og de er stadig forlovede og forelskede, men alligevel har Mark Abildhauge absolut ingen kontakt til sin kommende kone i denne tid.
Julia Sofia er nemlig rejst til udlandet for at lave tv-optagelser, og i den forbindelse er det fuldstændig umuligt at bevare kontakten, forklarede Mark Abildhauge fredag, da han var gæst i "Vild med dans", hvor han havde taget sin mor med i stedet for Julia Sofia, der som bekendt selv kastede sig ud på dansegulvet i 2017.
- Det er forfærdeligt. Jeg er god til at være i mit eget selskab, men det med at ikke kunne skrive eller ringe til hende. Det er meget, meget hårdere end jeg troede. Jeg har slet ingen kontakt med hende og ved ikke, hvor hun er henne. Så min mør trøster mig, og det er godt, at hun er ved min side, forklarer fysioterapeut og træningsekspert hos TV 2, Mark Abildhauge.
Parret blev forlovet i maj 2024 under en ferie i USA, og i december samme år købte de en grund sammen i Greve ned til vandet.
Derfor er de i fuld gang med projekt hus, og har dermed ikke fået sat dato på det kommende bryllup, men Mark Abildhauge har i hvert fald nu fundet ud af, at han ikke kan undvære sin kommende kone mere end højst nødvendigt.
- Jeg troede, jeg ville klare det fint, men jeg var rigtig trist forleden. Jeg tror, hun har det godt, siger træningseksperten håbefuldt.