"Jul på slottet"-reunion: Sådan ser Rabsenfuchs og Junker Juchs ud i dag

LÆS OGSÅ: Prins Valentin blev jagtet af kvinder
Selv om det er næsten 40 år siden, "Jul på slottet" blev sendt for første gang på DR, så er det stadig en af de mest elskede julekalendere.
Og da SE og HØR søndag eftermiddag møder Waage Sandø, 80, og Kim Veisgaard, 69, der spillede henholdsvis Rabsenfuchs og Junker Juchs, til Skuespillerforeningens julestue bliver de gode, gamle "Jul på Slottet"-dage da også mindet:
– Det var rædselsfuldt. Ganske rædselsfuldt, proklamerer Waage Sandø, der mindes kulden, som de ofte var ude at optage i.
Kim Veisgaard kan huske, hvordan de plejede at spille kort med slotsvagterne for at få tiden mellem optagelserne til at gå:
– Dem plukkede vi for deres løn, genkalder Sandø.
Men trods kulde og kortspil konkluderer Waage Sandø, at "Jul på slottet"-tiden var uforglemmelig:
– Det var en fornøjelse.

Ser bedre ud nu
Selv om julekalenderen gang på gang er blevet genudsendt på tv og kan streames online (link fjernet), så er det ikke noget, der vælter de to rutinerede herrers verdener:
– Vi ser jo helt anderledes ud i dag, end vi gjorde dengang, konstaterer Sandø, mens Veisgaard indskyder:
– Du ser faktisk bedre ud.
– Det er jul, så du har fået sne i håret, svarer Waage Sandø kækt igen.
Og trods "sne i håret", så er der ikke planer om, at de to skuespilveteraner skal nyde deres otium lige foreløbig:
– Jeg skal lave noget inde på Folketeatret her i forsommeren, fortæller Waage Sandø, der tilføjer, at forestillingen hedder "Nye tider".
– Jeg har en instruktion i foråret, afslører Kim Veisgaard, der altså også arbejder som instruktør.