Jon Stephensen med ny forklaring efter upassende beskeder: Kendte ikke hendes alder

Jon Stephensen, der har taget orlov fra Folketinget efter upassende beskeder til et 19-årigt partimedlem, deler nu selv nye oplysninger om sagen.
Det sker i en besked til forfatteren Sanne Gottlieb, beretter Ekstra Bladet, der har forsøgt at få en kommentar fra Jon Stephensen.
Beskeden fra Jon Stephensen har Sanne Gottlieb lagt på sin egen Facebook-side.
I den skriver Stephensen, at den 19-årige skrev til ham på Instagram, efter han havde deltaget i Debatten på DR2. Men ifølge Stephensen, kendte han hverken til alderen eller partifælleskabet med kvinden.
- Jeg var ikke klar over, hvem hun er. Jeg tjekker. Der står ikke hvor gammel hun er eller anden info. Hun skriver, hun studerer. Vi skriver sammen om uddannelse og lidt politik. Hun lægger nogle nye foto op af sig selv og jeg skriver, hun er pæn og har en lækker krop.
- Hun takker for ordene og sender emoji-roser, skriver Jon Stephensen i beskeden.
Han skriver yderligere, at han ikke har tænkt mere over det, før han blev kontaktet af TV2 lørdag aften.
- Havde jeg vidst det, så var samtalen aldrig nået til andet en politik. Men hun gav sig aldrig til kende, så jeg opdagede sammenhængen, skriver han.
Jon Stephensen var tirsdag ude med en beklagelse til den 19-årige og sagde, at han forventer at vende tilbage til Folketinget til oktober.