Kendte13. april 2023

John Mayer kommer til Danmark

Den amerikanske stjerne skal spille i Royal Arena til foråret 2024
John Mayer er lige nu i fuld gang med den amerikanske del af sin solo-tour. Om lidt mindre end et år lægger han vejen forbi Danmark 
John Mayer er lige nu i fuld gang med den amerikanske del af sin solo-tour. Om lidt mindre end et år lægger han vejen forbi Danmark
 Foto: Arthur Mola/Invision/AP

Synger du inderligt med på hits som "Gravity", "New Light" eller "Slow Dancing in a Burning Room", så bør du nok bladre frem til foråret 2024 og sætte et stort kryds i kalenderen.

For den 45-årige hjerteknuser og sangskriver John Mayer lægger vejen forbi Amager - nærmere bestemt Royal Arena - hvor han spiller solokoncert.

Krydset skal placeres den 16. marts.

Mayer løftede taget på selvsamme spillested i 2019 med sine guitarspil og fængende ballader, men dengang havde han et komplet band med sig som support.

Denne gang gør den 26-årige amerikanske Madison Cunningham ham selskab som opvarmning.

Billetsalget til koncertbraget starter fredag den 21. april klokken 10 gennem livenation.dk og ticketmaster.dk, og skal du se den amerikanske storchamør i aktion, så skal du slippe mellem 600 og 900 kroner plus gebyr.

John Mayer skriver i et opslag på Instagram, at han ser frem til at genbesøge de europæiske og britiske byer på den kommende del af soloturnéen til næste år, der også tager ham forbi Oslo, London, Amsterdam, Paris, Glasgow og Dublin.

Sangeren er kendt for ikke alene at fyre sin perlerække af ørehængere af til koncerterne, men underholder desuden sit publikum med anekdoter, vittigheder og masser af personlig snak mellem numrene.

Nøjagtigt dette skete, da han den 8. april spillede i Sacramento, Californien. Her indrømmede han endda, at hans teksten til hittet fra 2013 "Paper Doll" i bagklogskabens lys kan lyde lidt "bitchy". Rygter om at sangen er skrevet om Taylor Swift har floreret lige siden dengang.

Den skulle angiveligt være et musikalsk svar på hendes "Dear John", og en ligeså sejlivet teori om at de to datede i en periode i 00'erne blev således reaktualiseret forleden.

Sponsoreret indhold