Joan fra “Den store bagedyst” har allerede vundet én kagekonkurrence

LÆS OGSÅ: Helt i kage: Husker du disse dramatiske øjeblikke i "Den store bagedyst"
Danmarks hårdeste bagekonkurrence er netop blevet skudt i gang.
10 nye amatørbagere har taget plads i det berygtede bagetelt, hvor de skal dyste om det eftertragtede trofæ.
Hvis man skal sætte sine penge på en vinder, kunne man med fordel skele til Joan Kramer Pedersen fra Løvel.
Hun har allerede titel af mesterbager. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Sidste år vandt hun således Løvel Byfests bagekonkurrence.
Joans bagekundskaber er da heller ikke gået de lokales næser forbi, og hun har i tidens løb fået mange opfordringer til at melde sig til “Den store bagedyst”.
Det var dog først, da hun mødte Nanna Goergi, der blev nummer to i 2022, at hun besluttede sig for endelig at sende ansøgningen til DR.
- Jeg faldt i snak med hende, og min svigerinde - der bor lige hernede af vejen - fik sagt: "Vi har jo sagt til Joan, hun skal melde sig". Og Nanna sagde: "Det skal du da! Du er lige sådan en type, de vil kunne lide".
- Da jeg kom hjem, tænkte jeg, jamen jo, jeg prøver sgu.
Hun lægger ikke skjul på, at hun fik koldsved, da mailen fra DR tikkede ind i indbakken.
I dag er hun ikke i tvivl om, at bagedysten er noget af det fedeste, hun har oplevet.