Kendte27. maj 2020

Jimmy Fallon undskylder for 20 år gammel sketch

Den populære amerikanske talkshow-vært har måtte lægge sig fladt ned på grund af en gammel "Saturday Night Live"-parodi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fallon.jpg
 Foto: MEGA

"Der er ingen undskyldning for dette."

Sådan starter meldingen fra den 45-årige tv-vært Jimmy Fallon, som tirsdag tweetede det, der alligevel mindede ganske meget om en beklagelse.

Fallon, som i dag står i spidsen for eget late night-program, "The Tonight Show" var i starten af 00'erne en del af det morsomme cast på det ugentlige satireprogram "Saturday Night Live" på NBC.

Her var han altså udklædt som den sorte komiker Chris Rock i en sketch overfor Darrell Hammond, som spillede tv-vært Regis Philbin.

Og udklædningen krævede altså så tilsyneladende dengang, at Jimmy Fallon brugte meget mørk sminke.

Den slags er som bekendt her 20 år efter kendt under begrebet "blackfacing" - hvilket offentlige personer bestemt ikke slipper ligeså godt fra længere.

Dømt af internettet

"I 2000, mens jeg var på SNL, tog jeg er forfærdelig beslutning, og lavede en parodi på Chris Rock, mens jeg brugte blackface. Der er ingen undskyldning for dette," skriver Fallon i tweetet, og takker for at brugere har gjort ham opmærksom på episoden:

"Jeg er meget ked af at have taget denne indiskutable fornærmende beslutning, og vil gerne takke jer alle for at have holdt mig ansvarlig."

Parodien, som rigtig mange finder krænkende, kom frem i lyset, da den i løbet af tirsdag blev delt flittigt under hashtagget #jimmyfallonisoverparty på blandt andet Twitter.

I løbet af de seneste år er kendte mennesker på stribe endt under begrebet "is over party" - en slags internetdomstol, der opstår, hvis de på forskellig vis har udvist krænkende adfærd, klædt sig ud, udtalt sig racistiske, homofobiske eller sexistiske.

På NBC's egen hjemmeside er Jimmy Fallons del af sketchen klippet ud, men som alle og enhver ved, så glemmer internettet aldrig.

Derfor findes den uredigerede version stadigvæk på blandt andet brugeren Dante DeVaughns profil.

Den amerikanske nyhedsvært Megyn Kelly - der ligesom Fallon var ansat af NBC - blev i 2018 afskediget, efter hun havde forsvaret blackfacing og udklædninger, der gjorde nar eller parodierede andre kulturer eller etniciteter.

Debatten i kølvandet på Jimmy Fallons shitstorm fremhævede andre eksempler på grænseoverskridende og racistiske optrædener. Herunder Robert Downey Jr. der i 2008 malede sig sort i filmen "Tropic Thunder" og Fallons talkshow-kollega Jimmy Kimmel, der også i 2000 brugte blackface i et indslag i "The Man Show".

Sponsoreret indhold