Jim Lyngvilds jul på Ravnsborg: Jeg tror på nisser

Der er for alvor dømt jul på Ravnsborg ved Korinth på Fyn.

Her residerer Jim Lyngvild med sin mand Morten Paulsen og deres to Granddanoiser – og vi besøger parret netop den dag, der skal pyntes op.

Og det er i festsalen, Jim og Morten inviterer til juleaften.

– Vi holder kæmpe juleaften for rigtig mange mennesker, indleder Jim.

– Vi inviterer altid nogen med, som ellers ville sidde alene. Det må være det mest hjerteskærende at sidde alene juleaften, fordi man ikke har andre at holde med.

Det er jo ikke nødvendigvis, fordi man er ensom, men mange har jo det der med, at børnene holder skiftevis hos den ene og den anden familie.

Vi har veninder, der sidder alene, fordi børnene er hos fædrene. Så kommer de herover. Og vi bliver omkring 20. Det bliver megahyggeligt.

Når jeg ikke får nogen gaver, kan jeg da grine med nogle venner i stedet, fortæller han og uddyber:

– Det er kun børn under 18, der får julegave i familien. Vi har kun hinanden, og vi giver heller ikke rigtigt hinanden julegaver.

For 10 år siden var der følelsen af kun at sidde med én gave, mens andre sad med bunker. Men det handler bare ikke om det længere.

“Bøsserne” på omgang

For Jim og Morten, som har en travl hverdag, handler det om at være sammen og om familien.

– Det vigtigste er, at min mor kommer! Så længe ens mor lever, vil man gerne holde jul med sin mor, tror jeg, siger Jim og ler:

– Når min mor dør, bliver Morten og jeg “bøsserne, der går på omgang”. “Hvem tager Jim og Morten i år?".

De begge skraldgriner.

– Juletræet bliver pyntet af børnene i løbet af den 24. Og de fatter jo hat sådan nogle børn – de har ingen visuel smag.

Det stikker i mit hjerte, men det er deres opgave den dag. Men kun på den ene side af træet. For når man sidder ved bordet, kan man kun se den side, og når man så danser rundt om, må man kigge lidt væk …

Gammel sur nissemand

Og Jim er da også helst fri for at tage turen rundt om granen.

– Jeg er i den alder, hvor jeg ikke gider danse om juletræ mere. Nu er jeg en gammel, sur mand. Hvis mænd kunne undvære, tror jeg, 90 procent af os hellere ville sætte os med en whisky og kigge på andre, der danser om juletræ, ler Jim.

Han går ellers meget op i traditionerne.

Ingen skal komme med en ny opskrift på and, og al risalamanden skal spises op!

Men faktisk er der en anden dag end juleaften, Jim i højere grad fejrer.

Han er asatroende og fejrer den hedenske solhverv på årets korteste dag.

– Den 21. er jo min store dag. Her samler jeg mine venner til juleblot, hvor vi spiser svin og hest.

Vi står i en cirkel og ønsker solen velkommen tilbage. Så siger vi tak for året, der har været, og vi håber det bedste for det nye år.

Mange af de traditioner, vi tror, er kristne, er jo hedenske: Julebukken, neg til hesten, juletræet. Julekugler er jo også oprindeligt æbler, men ofrer til træet. Nisser er også en hedensk ting.

Og faktisk er Jim helt seriøs, når det kommer til nisser:

– Jeg tror på nisser. I alle folkesagn har alle oplevet nisser – små mænd med røde huer, der passer på gravhøje eller bor i stalden. Det er næsten for tilfældigt.

Jeg tror på, der er en stedånd – om det så er en nisse, man ser, eller om det er noget, der sker inde i ens hoved, det ved jeg ikke.

Mortens jul

Morten er ikke en del af fejringen af solhverv. Asatroen og troen på nisser har Jim for sig selv.

Han bryder ind:

– Jim tror på mange ting. Julen er noget andet for mig.

Vi ledte efter julepynt, og der slog det mig, at det, der vækker noget i mig, er minder fra min familie. Det stak lidt i hjertet, da jeg så på julepynt, der hang på juletræet hjemme hos mine forældre, der ikke er her mere.

– Jamen, det er jo nissen, der flytter med! Du fik en følelse i hjertet, og selv om du ikke har set en fysisk nisse, så var det jo nissen. Den følelse er jo ægte og reel! Måske var det en nisse, der bed dig i hjertet, siger Jim og kigger sin gemal i øjnene.